Nyt skrækeksempel på hvorfor du bør låse døren og lukke vinduerne

Politiet har gentagne advaret mod listetyve henover sommeren. Natten til onsdag slog endnu en til.

Måske kommer det som en overraskelse for dig. Men hvis du vil undgå ubudne gæster med lidt for lange fingre, så bør du ifølge politiet låse din dør og lukke dine vinduer – også selvom du er hjemme.

Henover sommeren har flertallet af landets politikredse op til flere gange advaret mod tyve, der lister sig ind og begår tyveri, mens boligens beboere er hjemme.

quote Det er meget uforskammet at liste ind i et andet menneskes bolig for at stjæle, og det gør det ikke bedre, at der endda er nogen hjemme.

Politiinspektør Carsten Spliid fra Nordsjællands Politi

Det gælder blandt andre Nordsjællands Politi, der har modtaget adskillige anmeldelser om listetyve - og så sent som i går morges slog endnu en til. Denne gang i natttens mulm og mørke.

Onsdag klokken 08.38 indgik der anmeldelse om, at en listetyv i løbet af natten, mellem klokken 00.00 og 06.00, var kommet ind i en villa på Hessemosevej i Græsted. Tyven var kommet ind gennem en terrassedør, som stod på klem, mens beboeren lå og sov på sofaen.

Der blev blandt andet stjålet en mobiltelefon og en cykelrygsæk fra stedet, oplyser Nordsjællands Politi i deres døgnrapport.

Slår også til, når folk er i bad

Det er dog ikke kun i de sene nattetimer, at listetyvene kan finde på slå til. De gør det også midt på dagen, når folk eksempelvis tager sig et bad, skrev Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse tilbage i midten af juli.  

-  Det er meget uforskammet at liste ind i et andet menneskes bolig for at stjæle, og det gør det ikke bedre, at der endda er nogen hjemme. Forhåbentlig kan vi med denne advarsel medvirke til, at færre bliver udsat for det, sagde politiinspektør Carsten Spliid fra Nordsjællands Politi.

Skulle man få øje på en listetyv, vil politiet meget gerne have besked. 

- Hvis man overrasker en listetyv, vil listetyven som oftest stikke af med det samme, men det er naturligvis stadig meget ubehageligt at have haft en uindbudt gæst i sit hjem. Jeg opfordrer derfor på det kraftigste til, at man kontakter politiet, også selvom listetyven stikker af uden tyvekoster, så vi kan undersøge hændelsen, siger Carsten Spliid.

Er uheldet ude, får du ikke tyveri af smykker dækket

TV 2 Lorry spurgte forleden en forsikringsekspert om, hvordan man er stillet forsikringsmæssigt, hvis der hverken er blevet brudt døre eller vinduer, når man bliver udsat for tyveri i ens hjem.

Ole Vidstrup, der er konsulent hos Forsikringsoplysningen, siger, at det ”næsten” er det samme som ved et almindeligt indbrud.

- Hvis døre eller vinduer ikke er låst af, men står åbne, eventuelt haspet, så er det et simpelt tyveri. Og det får man også dækning for på sin forsikring, altså indboforsikringen, siger han.

Der er dog visse begrænsninger, forklarer han.

- For eksempel rede penge og smykker og den slags. Det får man ikke dækket ved et simpelt tyveri, siger Ole Vidstrup.

Også beboere i etageejendomme er udsatte

Han understreger, at det er vigtigt, at man låser døre og vinduer, og hasper dem rigtigt.

- Det er ikke nok bare at sætte dem på et sikringsbeslag eller lignende. For det er ikke nok til at forhindre, at det bliver betegnet som et simpelt tyveri. Og det gælder også, selvom man er hjemme, siger han.

Selvom listetyve ofte huserer i villakvarterer, så bør man også tage sine forholdsregler, hvis man bor i en etageejendom. For heller ikke der kan man vide sig alt for sikker, siger Ole Vidstrup.

- Det gælder også, hvis man bor på første sal eller et stykke oppe. Man skal relativt højt op for at undgå, at det bliver betegnet som simpelt tyveri, hvis man har et åbent vindue. Det, der typisk sker, er, at tyven klatrer fra altan til altan eller op ad et vandrør. Så det er absolut ingen hindring for tyven, at man bor i etageejendom, siger han.

I indslaget nedenfor kan du høre politiet fortælle mere om, hvad du kan gøre for at beskytte dig selv mod listetyvene.

Flere husejere har haft uinbudte gæster - mens de var hjemme

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik