Nyt problem: Sol og koldt vand skævvrider Inderhavnsbroen

Koldt vand og høj sol volder problemer for den i forvejen forsinkede Inderhavnsbro i København.

Den famøse Inderhavnsbro vedbliver at give de involverede ingeniører dybe panderynker.

For nu viser det sig, at vejret kan forsinke færdiggørelsen yderligere. Det skriver fagbladet Ingeniøren. 

Det er forårets store temperaturudsving, der har givet broen uforudsete problemer.   

 - Når solen begynder at skinne, bliver skydefagenes overflade meget varmere end undersiden, og så krummer broen. Det er der egentlig taget højde for i projekteringen. Men hvis der er en skæv opvarmning, så kommer der en uventet vridning, der betyder, at broen ikke kan lukke, fortæller civilingeniør Erik H. Sørensen, der er byg­herrerådgiver i Københavns Kommune til Ingeniøren.

Kort sagt betyder kombinationen af kolde nætter, koldt havvand og varme dage, at Inderhavnsbroens to skydefag af stål vrider sig. Det betyder nu, at de to ender ikke kan mødes.

Hvor stor en forsinkelse, det lunefulde forårsvejr vil komme til at betyde, vides endnu ikke. 

Ifølge den seneste tidsplan vil Københavns Kommune kunne overtage broen i midten af juni.

Se hele den tekniske forklaring på Ingeniørens hjemmeside her.