Se på dit sygesikringsbevis. Står der et Frederikberg-postnummer på det, så prøv dernæst at se ud af vinduet.
Kan du se et træ? Hvis ikke, så er der noget galt, og så skal du kontakte kommunen.
Du skal have udsigt til mindst et træ fra samtlige boliger på Frederiksberg.
Det er et af fem punkter i en helt nyt politisk genre.
Du har hørt om fordelingspolitik, socialpolitik og miljøpolitik. Men har du hørt om træpolitik? Det har du nu.
Sådan en har de vedtaget i hovedstadskommunen, der skal synliggøre og sætte fælles retning for indsatsen.
Borgmesteren uddyber:
- Denne politik skal hjælpe os med at passe på det grønne Frederiksberg, samtidig med at vi også tilgodeser alle de mange andre hensyn, der er i byen, siger borgmester Jørgen Glenthøj fra De Konservative.
- Det første og vigtigste mål er, at alle der bor på Frederiksberg, skal kunne se et træ fra deres bolig. Kan de ikke det, skal de kontakte kommunen, som vil kigge på mulighederne for at plante et træ, siger han.
Træpolitikken omfatter også en fordelingsnøgle til kommunens træarter- og sorter, træernes rolle i klimatilpasning, plantningsmetoder og beskyttelse af træer.
Som noget nyt er samtlige træer over 25 år nu beskyttede. Det betyder, at hvis man går med tanker om at fælde eller beskære dem, så kræver det først en særlig tilladelse af Kommunalbestyrelsen i Frederikberg.
Du kan læse mere om Frederiksberg Kommunes nye træpolitik her.
De fem punkter i Frederiksbergs træpolitik
Man skal kunne se et træ fra enhver bolig
Alle kommunale træers sundhed vurderes hvert år
Alle træer over 25 år er beskyttet
Der må maksimalt være 15 procent træer af samme art i byen. Dog med undtagelse af lindetræer, som kulturhistorisk er en vigtig del af byen
Mindst 70 procent af borgerne skal være tilfredse med muligheden for naturoplevelser i byen
Kilde: Frederiksberg Kommune
I nabokommunen København blev en liste over kommunens ikoniske træer tidligere på året offentliggjort som led i en beskyttelsesplan.