Madsamling byder på lækre lokale varer blandt andet fra MANGHOLM i Hillerød Foto: Stine Sylvestersen / TV 2 Lorry

Nyt mad-initiativ byder på hemmelig likør og våde får

Et nyt koncept gør det muligt at handle lokalt hos op til 25 gårdbutikker - og hente hele molevitten ét sted.

Et nyt initiativ på madfronten så dagens lys i Hørsholm i dag. Konceptet hedder Madsamling - og handler om at købe lokalt.

Ideen er at kunderne bestiller lokale varer såsom grøntsager, kød, ost og delikatesser på nettet, og så kan varerne hentes i Hørsholm på Askehavegård torsdag eftermiddag.

Lars Olesen og hans familie bor på Askehavegård, og det er dem der er værter på den første afhentningsdag.

- Jeg tror der er en stor fremtid i det her projekt. Her kan man se det analoge og det digitale univers smelte sammen. De lokale brænder for deres varer, men det er ikke altid de ved, hvordan de skal sælge dem, siger han til TV 2 Lorry.

 - Her kommer vi ind i billedet, tilføjer han, mens forventningsfulde medlemmer af Madsamling kommer ind i det højloftede lokale, som i løbet af de næste par timer skal huse de cirka 25 avlere og producenter.

 

Læs også Flæsk eller quinoa-deller? Elever har opfundet genial app mod madspild

 

Blandt producenterne finder man Det Våde Får fra Helsinge der laver øl fra jord til glas, og Det Hemmelige Likørselskab fra Vedbæk der laver økologisk kaffelikør.  

Medlemmerne af Madsamling kan nu afhente de varer, de har bestilt i løbet af ugen. De går rundt til de små boder og får overbragt deres varer og får måske samtidig en smagsprøve på de varer, der kan købes i næste uge - en skefuld is, et stykke pølse eller et glas kaffelikør.

 

Læs også Wefood hitter: 100 ton overskudsmad solgt på et år

 

Madsamling er et nyt koncept i Danmark, men landschef Søren Kielgast er ikke i tvivl om at danskerne er klar til denne form for indkøbsordning:

- Forbrugerne vil gerne vide, hvad de putter i munden og hvor produkterne kommer fra og sikre sig, at de er produceret med respekt for dyrevelfærd og natur, siger han og tilføjer:

- Netop det fysiske møde mellem producenter og medlemmer, har vist sig at være vigtigt. Når vi ved hvor fødevarerne kommer fra, har vi større tillid til dem.

 

Både far og datter på Askehavegård synes at madsamling er en alle tiders idé. Foto: Stine Sylvestersen TV 2 Lorry

 

Hele familien på Askehavegård er involveret i dagens markedsplads, også datteren Emilie Olsen der løber rundt og sørger for at alt ser appetitligt ud til Madsamlingen:

- Jeg synes det er et fantastisk projekt. Der er et naturligt fællesskab omkring mad, og det her er et godt initiativ både for miljøet og for de lokale producenter. Det her løfter mad til et nyt niveau, siger hun begejstret.

Der er flere andre Madsamlinger på vej, blandt andet i København, Kirke Værløse, Helsinge og Hundested.