Foto: maps.google.dk

Nyt kort viser vej til 128.000 arbejdspladser

Et nyt kort skal få flere sjællændere til at slippe storbydrømmen og bosætte sig i Halsnæs Kommune.

Mens man i København kæmper med stigende trængsel og manglende boliger som følge af nytilkomne borgere, så kæmper kommuner længere væk fra Øresundsbroen med at fastholde borgere og holde sig attraktive. 

Vi vil gerne synligøre, at man med Halsnæs som bopæl har mange muligheder for jobs

Steen Hasselriis, borgmester

I Halsnæs har man nu lavet et interaktivt kort, der skal vise danskerne, at der faktisk er masser af arbejdspladser i området omkring kommunen - kun tyve minutter fra havelågen. 

- Mange kender sikkert til mængden af jobmuligheder i selve København, som ligger 45 til 60 minutter fra Halsnæs. Men faktisk er udbuddet af arbejdspladser i større virksomheder i Nordsjælland også meget stort. Vi vil gerne synligøre, at man med Halsnæs som bopæl har mange muligheder for jobs i nærheden. Både hvis man overvejer at flytte hertil, og hvis man selv eller ens partner skal søge nye udfordringer i lignende virksomheder på sigt, forklarer borgmester Steen Hasselriis om årsagen til udarbejdelsen af kortet. 

Læs også Nordsjællandsk kommune flirter vildt med københavnerne

Det interaktive overblik kombinerer data fra virksomhedernes CVR-register med rejsetiderne på Krak.dk, og faktisk ligger hele 12.000 private arbejdspladser kun 20 minutter i bil fra det centrale Halsnæs.

Udvider man rejsetiden til 40 minutter, kan man nå 128.000 private arbejdspladser i større private virksomheder. 

Kortet kan findes på kommunens hjemmeside her

Tallene dækker over antallet af virksomheder på den pågældende lokation. Området indenfor den mørkegrønne zone er tyve minutter i bil fra det centrale Halsnæs. Foto: Halsnæs Kommune