02:35

Deleøkonomien kom i dag på regeringens dagsorden. Siden 2014 er vores brug af deleøkonomi seksdoblet. Og vi deler allermest i region Hovedstaden - her har hver fjerde voksne brugt 'en eller anden form for deleøkonomi' det seneste halve år. Vi deler ikke bare vores hjem og vores biler - men som noget helt nyt også vores arbejdsplads.

Nyt koncept: Airbnb for virksomheder

En ny tjeneste gør det muligt for iværksættere at leje sig billigt ind på eksempelvis tomme restauranter uden for åbningstiden.

De fleste kender til muligheden for at dele lejlighed og bil med fremmede mennesker gennem tjenester som Airbnb og GoMore, men nu har endnu en deleøkonomisk mulighed set dagens lys.

Firmaet Sp8ces har således fundet på, at selskabslokaler og restauranter skal udnyttes bedre, når de står tomme.

Derfor kan man som selvstændig eller freelancer nu få lov at sidde på forskellige lokationer rundt omkring i København mod et månedligt beløb på 699 kroner. Og så er kaffe og te også inkluderet i prisen.

Læs også Deleøkonomi stormer frem i Hovedstaden

Billigt og fleksibelt
En af dem, der har benyttet sig af det tilbud, er Kirsten Voxtrup, der primært glæder sig over at spare en masse penge på den nye metode.

Hun udnytter blandt andet, at restauranten Tribeca i Københavns Nordvestkvarter har stillet deres lokaler til rådighed, når restauranten og selskabslokalerne ikke er fyldt op med gæster.

- Det rammer lige ned i et behov, jeg har som selvstændig konsulent. Det giver mening, fordi det er fleksibelt og billigere end traditionelle kontorhoteller, siger hun til TV2 Lorry. 

Ideen kommer fra Niels Maibom, der er stifter af Sp8ces. På en tur rundt i København lagde han mærke til flere lokaler, der ikke blev udnyttet, og den 18. september blev den nye deleøkonomiske platform født.

Læs også Smart deleøkonomi: Har din boligforening et 'Naboskab'?

Masser af uudnyttede steder
Og deleøkonomi er i den grad kommet for at blive, mener Claus Skytte, der er ekspert i deleøkonomi.

- Der er rigtig mange af de her kontorfællesskaber, der skyder op, og der er masser af uudnyttet og underudnyttet kapacitet derude. Så ligesom vi har lært at dele vores biler, både, hjem og tøj med hinanden, så begynder vi også at dele vores rum, siger Claus Skytte, der har skrevet bøger og holder foredrag om deleøkonomi.

Sp8ces har endnu kun lokaler tilknyttet i København, men håber at kunne udvide andre steder i Danmark og måske i udlandet på sigt.

Læs også Deleøkonomi: Stor forskel på landsdelene