Nyt IT-system giver ventetid på hospitaler

Herlev og Gentofte Hospital bliver prøveklud for et nyt IT-system kaldet Sundhedsplatformen. Det skaber mere ventetid, siger vicedirektør.

Frem mod 2018 indfører Region Hovedstaden og Region Sjælland IT-systemet Sundhedsplatformen på samtlige hospitaler i de to regioner. Første sted til at tage det nye system i brug er Herlev og Gentofte Hospital, hvor der er premiere 21. maj.

Her kommer det i opstartsfasen til at påvirke patienterne, siger vicedirektør på Herlev og Gentofte Hospital, Anne Gram, til P4 København.

- Man kan komme til at opleve, at det tager lidt længere tid, når man sidder med lægen eller sygeplejersken. Og så kan man opleve, at man bliver henvist til et andet hospital, end man har været vant til.

Patienter i lange behandlingsforløb skal fortsat behandles på Herlev og Gentofte Hospital, men også de vil opleve forandringer, siger Anne Gram til P4 København:

- Der kan komme til at gå længere tid fra det ene besøg til det næste besøg, end man ellers har været vant til.

Sundhedsplatformen erstatter op mod 30 forskellige it-systemer på hospitalerne og betyder nye arbejdsgange for læger og sygeplejersker. Erfaringer fra amerikanske og europæiske hospitaler, der bruger systemet, viser, at de første fire måneder giver udfordringer. Det vil også være tilfældet på Herlev og Gentofte Hospital, forudser vicedirektør Anne Gram:

- Vi regner med, at der går nogle måneder. Vi planlægger med normal drift efter cirka tre uger, men der kan godt gå lidt længere tid før det hele kører som normalt. Så sætter vi flere mennesker på arbejder, så patienterne mærker det mindre, end vi gør.

Selvom Sundhedsplatformen for en periode betyder forsinkelser og mere ventetid, giver den også patienterne i Region Hovedstaden og Region Sjælland en række fordele. De kan fremover skrive direkte til lægen eller sygeplejersken på hospitalet, ligesom man kan booke tid til behandling. Det giver flere gevinster, siger projektleder på Sundhedsplatformen Christian Koerner til P4 København:

- I stedet for at patienten sidder og hænger i telefonrøret for at komme igennem, så kan man skrive en besked. Vi garanterer svar inden for tre dage, og det er der ikke i dag, når man sender en e-mail.

Med en pris på 2,8 milliarder kroner er Sundhedsplatformen det største it-projekt i dansk sundhedsvæsen nogensinde.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik