Nyt initiativ skal få de ældre ud at cykle

Hvis du har mod på at hoppe i sadlen og køre de ældre en tur ud i frisk luft, så har du chancen nu.

Foråret er for alvor på vej. Fuglene synger om morgenen, og det er blevet mildt i vejret.

Så længe man er ung, og  fysikken er i orden, så er det ingen sag at komme ud under åben himmel - men når man er blevet gammel og er flyttet på plejehjem, er det anderledes svært. 

Det vil foreningen Cykling Uden Alder gøre noget ved - og folkene bag er derfor på jagt efter frivillige - i form af riske folk med gode ben, der er klar til at træde i pedalerne og tage de ældre med ud på en cykeltur. 

Det kan bare være en lille udflugt, eller måske bare en kort tur rundt i kvarteret, hvor de bor.

Kan stoppe op, når man vil 

- De her ældre er jo mennesker, der måske holdt op med at cykle for 20 år siden. Og i løbet af de år har København jo forvandlet sig til en helt anden by. Mange kvarterer ligner slet ikke sig selv. Og det får de nu mulighed for at opleve, siger Ole Kassow fra foreningen. 

Han har selv haft gode oplevelser med de ældre på cykelstierne.

- På cykel kan man stoppe op og se sig lidt omkring - lige når man får lyst til det. Forleden kørte jeg med Inge på 97. Hun ville gerne have en kage fra bageren. Mens jeg var inde og købe kagen, kom hun i snak med en familie udenfor, fortæller han.

500 personer søges

Cykling Uden Alder søger 500 såkaldte cykelpiloter i København, der er med på at køre ture med de ældre på de i alt 50 cykler, der er fordelt på byens ældrecenter.

Foruden København er foreningens cykelpiloter også på gaderne på Frederiksberg, i Rødovre, Lyngby-Taarbæk og i Ballerup.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik