Nyt initiativ giver hjemløse tørre sokker på og mad på bordet

Fremover kan man støtte hjemløse i København ved at købe en hjemløsepose i SuperBrugsen på Nørrebrogade.

Mad og tøj er noget de fleste tager forgivet. Men for hjemløse kan det være en daglig kamp at få mad på bordet, og nyt tøj er en sjældenhed. 

Det skal et nyt initiativ forsøge at rode bod på.

For Blå Kors' værested Grace Kbh har indgået et nyt samarbejde om salg af hjemløseposer med SuperBrugsen på Nørrebrogade. 

Det betyder helt konkret, at når man fremover handler i dagligvarebutikken på Nørrebrogade kan man samtidig støtte en hjemløs ved at købe en hjemløsepose, der indeholder både mad og strømper til den nette sum af 40 kroner.

quote Der er mad til cirka fem dage. Men det er i høj grad også strømperne, der er vigtige.

Sofie Weinreich Engell, leder af Grace Kbh.

Brugsuddeleren hos SuperBrugsen Nørrebrogade var ikke i tvivl om, hvad han skulle svare, da han blev præsenteret for idéen.

- Jeg sagde ja, fordi vi her i butikken synes, det er en god sag, og vi vil gerne gøre noget for fællesskabet på Nørrebro. Nørrebro er et lokalsamfund, hvor der skal være plads til alle uanset mængden af midler, og det vil vi hjælpe med. Desuden synes jeg, at vi har et socialt ansvar, det er noget jeg har et brændende hjerte for, siger Anders Nielsen til TV 2 lorry.

Ifølge leder af Grace Kbh, Sofie Weinreich Engell, er det ikke overraskende, at Anders Nielsen er med på idéen.

- Han har allerede sponsoreret mange ting for os igennem årene. Og da vi kom til ham med den her idé, var han også hurtig til at sige ja. Han har et stort hjerte, for det er en rigtig fin gestus, som er med til at gøre hverdagen lidt lettere i en svær tilværelse, siger Sofie Weinreich Engell i en pressemeddelelse.

Tidligere har brugsuddeleren også solgt muleposer produceret af Grace Kbh - uden fortjeneste.

Stor mangel på strømper

De hjemløse har selv været med til at beslutte, hvad poserne skal indeholde. Og de har besluttet at de skal bestå af to dåser makrel, to dåser tun, fem poser Yumyum og et par sokker.

- Der er mad til cirka fem dage. Men det er i høj grad også strømperne, der er vigtige. Mange hjemløse går meget rundt i byen og ofte med halv- og helvåde sko, så der er rigtig stor efterspørgsel på nye og tørre strømper, fortæller Sofie Weinreich Engell.

En gang ugentligt henter Grace Kbh de solgte hjemløseposer, og deler dem efterfølgende ud til de hjemløse. 

Mange væresteder serverer ikke mad, men giver til gengæld mulighed for, at man selv kan tilberede sin egen medbragte madvarer.

Hverken SuperBrugsen eller Grace Kbh tjener penge på salget af hjemløseposerne.

Tilbage i januar satte TV 2 Lorry fokus på de skjulte hjemløse, og deres daglige kamp for at finde et sted at sove. Du kan se hele indslaget nedenfor. 

 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik