Børnehavedrama: Voldsigtet mor også sigtet for hærværk og indbrud

Den 25-årige mor, der blev sigtet for vold efter overfald mod to pædagoger ved en børnefødselsdag, er nu også sigtet for at have begået hærværk og tyveri i børnehaven.

Lørdag eftermiddag er der kommet flere detaljer frem i den opsigtsvækkende sag, hvor en mor til et børnehavebarn fredag ifølge anklager overfaldt to børnehavepædagoger i forbindelse med en børnefødselsdag i et fælleshus nær Gilbjerg Børnehuse i Gilleleje.

quote Moderen forlader efterfølgende stedet og kører til institutionen, hvor hun ødelægger nogle ting og tager nogle telefoner. 

Jan Hedeager, Nordsjællands Politi

Til avisen BT bekræfter vagtchefen i Nordsjællands Politi, Jan Hedeager, at moderen efter voldsepisoden troppede op i børnehaven.

- Moderen forlader efterfølgende stedet og kører til institutionen, hvor hun ødelægger nogle ting og tager nogle telefoner, siger han.

Vagtchefen for Nordsjællands Politi bekræfter lørdag formiddag til avisen, at den 25-årige kvinde er sigtet for to tilfælde af vold mod pædagogerne, samt hærværk og tyveri. 

I går forklarede samme vagtchef til TV 2 Lorry, at der under børnefødselsdagen i et fælleshus ikke langt fra børnehaven var opstået en uoverensstemmelse mellem pædagoger og den 25-årige kvinde. Situationen eskalerede, hvorefter moderen ifølge politiets sigtelse overfaldt to pædagoger.

Herefter valgte pædagogerne med det samme at stoppe børnefødselsdagen og tage børnene med tilbage til institutionen Gilbjerg Børnehuse.

Hvad der var årsag til den voldsomme episode er endnu uvist.

Børn var vidner til voldsepisoden

Da nyheden fredag slap ud, blev det meddelt, at børnene ikke havde overværet voldsepisoden.

Lørdag har dette forhold dog ændret sig.

Netavisen Gribskov har således talt med flere forældre, der kan fortælle, at deres børn har set overfaldet.

Ligeledes har den daglige leder i Gilbjerg Børnehuse på forældrenes intranet skrevet en besked, hvor hun informerer om, at børnene har set "personale blive råbt af, skubbet og skældt ud".

Samtidig fortæller forældre til lokalmediet, at det ikke er første gang, den 25-årige kvinde har optrådt aggressivt og truende overfor personalet i børnehaven.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik