Nyt hovedpinecenter tager sig særligt godt af patienterne

Det danske hovedpinecenter under Rigshospitalet Glostrup er flyttet. De spritnye lokaler, der er indrettet specielt til patienter, skal indvies onsdag.

Hovedpine er en folkesygdom.

Det slog Dansk Hovedpinecenter fast sammen med WHO tilbage i 2015. De havde fundet at hovedpine var den neuroligske sygdom, som optrådte hyppigst, og de bakkede det op med tal som sagde, at 86 procent har eller har haft spændingshovedpine og 16 procent af alle voksne er plaget af migræne.

Dansk Hovedpinecenter har nu fået nye lokaler i Glostrup, og som noget helt nyt og unikt, er det nye hus indrettet med tanke specifikt på patienterne og samtidigt samler det både behandling, forskning og videnscenter under samme tag.

- Det er fantastisk at det er blevet muligt, for det er noget vi har kæmpet for i rigtig mange år, siger overlæge Rigmor Højland Jensen fra Neurologisk Klinik på Rigshospitalet Glostrup.

Et center med dæmpet lys og lyd

Når centeret officielt bliver indviet onsdag d. 28 februar, har det allerede været i drift i halvanden måned. Og det har været en tiltrængt opgradering, som de knap 55 ansatte har fået sig.

- Vi har haft brug for at integrere forskning og klinik, så vi hele tiden kan komme et skridt foran og forstå den her sygdom, men vi har også haft brug for at have nogle gode omgivelser for vores patienter, og det har vi fået her i det her hus, siger Rigmor Højland Jensen.

I venteværelset kommer det især til udtryk hvad hospitalet har gjort. Her har man installeret store, polstrede møbler med skyklapper, lamper der kan lysdæmpes og specielle nanoperforerede paneler, der suger lyd.

Altsammen for at skabe en atmosfære, hvor akustik og lys ikke bliver til gene for de patienter, der i forvejen er overfølsomme for netop de sanseindtryk.

- Meget uro og forstyrrende elementer kan faktisk være med til at trigge et hovedpineanfald. Det er vigtigt at der er venlige omgivelser, som ikke forstyrrer synet og at der er ro på alle sanseindtryk.

Centeret er også omgivet af store vinduespartier, som kan lukke meget, naturligt lys ind. Det går igen i konsultationerne, hvor der også er lamper som kan dæmpes, så det kan tilpasses den enkelte patient.

Migræne på tredje år

Mikala Skov er 24 år og studerende. Hun har haft migræne siden sommeren 2014 og går til behandling på Dansk Hovedpinecenter hver tredje måned i en halv time. Tidligere i hendes forløb var hun på centeret i de gamle lokaler ugentlig.

- Migrænen plager mig meget. Det er ofte flere gange om måneden at jeg må være hjemme og tage hensyn til det.  Herude har de en skala, der går op til 10, og når min migræne er værst er den nok oppe på otte eller ni. Det gør meget ondt og jeg kan næsten ikke føre en samtale, siger Mikala Skov.

Hun kan tydeligt mærke forskel på de nye lokaler, fremfor de gamle.

- Den store forskel for mig er lyset. Det er lyst på en anden måde - lyset er meget mere naturligt. Man kan godt få  det fysisk dårligt, hvis lyset er skarpt. Så bare det at man kan være her, uden at føle et fysisk ubehag er helt klart et plus, siger hun.

Hun har flere gange oplevet, at måtte bruge kasket eller på andre måder skærme sig for lyset, for overhovedet at kunne føre en samtale, når hun var til behandling.

Hovedpine på finanslov

Hovedpine-plagen vandt ny aktualitet sidste år, da et nyt Nationalt Videnscenter for Hovedpine kom på finansloven, med en årlig tilførsel på 2 mio. kroner fra 2018 til 2021. 

Med behandling, forskning og videnscenter under samme tag, vil det give flere gode resultater i fremtiden, mener overlæge Rigmor Højland Jensen.

- Det skaber en synergieffekt. Vi kan undersøge patienterne meget mere specifikt. Vi kan tilpasse behandlingen bedre til den enkelte og vi kan komme videre med forskningen, for at knække knoden til migræne og de andre typer hovedpine, som er så invaliderende.

Dansk Hovedpinecenter blev oprettet i 2001 og har indtil for nyligt været fordelt på flere forskellige adresser. Med det nye hovedpinecenter bliver det hele samlet på adressen Valdemar Hansens Vej 5 i Glostrup og centeret bliver officielt indviet onsdag d. 28 februar.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik