Nyt flertal sætter kongen udenfor døren: "Ulovligt" mener borgmester

Et nyt flertal har snuppet formandskaberne i alle udvalgene for næsen af borgmesterpartiet. Men det er ulovligt, mener den siddende borgmester, der er sat uden for indflydelse.

Siden kommunalvalget i november er alt vendt på hovedet i Glostrup.

Dengang blev John Engelhardt, Venstre, borgmester med støtte fra DF og Konservative. 

Han sad med det mindst mulige flertal, og derfor skulle der heller ikke meget til at vippe stolen væk under ham. Og det er lige præcis, hvad der er sket.

quote Ikke ti vilde heste kunne få mig til at gøre en Socialdemokrat til borgmester i Glostrup. 

John Engelhardt, borgmester i Glostrup, Venstre

John Engelhardt er stadig borgmester, men onsdag blev han bogstavelig talt sat uden for indflydelse.

Et flertal uden om borgmesteren, der består af Socialdemokratiet, Bylisten, SF, Enhedslisten og Konservative, lavede onsdag en ny konstituering og ændrede styrelsesvedtægten - og satte sig dermed på alle de udvalgsformandsposter, de kunne få fingrene i.

Formandskabet for Økonomiudvalget kunne de ikke snuppe, da det altid tilfalder borgmesteren selv.

 
 
Foto: Asger Ladefoged - Ritzau Scanpix

- Jamen - det er smadder-ærgerligt. Men må også konstatere, at det er den verden, som vi lever i, og der var nogen, der gerne ville ud af vores parti, der nu er gået sammen med nogle andre, siger borgmesteren John Engelhardt til TV 2 Lorry.

Ikke ti vilde heste

Borgmesteren henviser til Lars Thomsen, der indtil maj var medlem af Venstre. Han blev ekskluderet fra partiet, efter han ragede uklar med sine partifæller om Glostrups bymidte.

Men mere om det senere.

Lige nu har kongen af Glostrup reelt mistet adgangen til slottet.

Var det sket i landspolitik, kunne statsministeren ikke blive siddende - men i kommunalpolitik skal 90 procent af et byråd være imod borgmesteren, før han tvinges til at gå af, og det er oppositionen ikke i nærheden af.

- Ikke ti vilde heste kunne få mig til at gøre en Socialdemokrat til borgmester i Glostrup. Eller Lars Thomsen for den sags skyld. Jeg er valgt af rigtig mange mennesker, og vi skylder at kæmpe med næb og kløer for det, vi er gået til valg på. Vi vil forsøge at søge indflydelse, men om vi får det eller ej, det bestemmer de andre, siger han.

Han erkender dog, at det er en besynderlig situation, han sidder i. Men for ham er er borgmesterkæden ikke kun lig med magt.

- I en lang række sammenhænge fungerer man som borgmester for alle, og man repræsenterer byen udadtil - som for eksempel når jeg byder velkommen til Glostrup Festival, siger han.

- Men det er klart, at når den politiske retning bliver anderledes, kan jeg komme til at sidde og administrere nogle beslutninger, som jeg ikke er enig i. Det tror jeg da, at enhver skal vænne sig lidt til, siger han.

Det vil samarbejdsgruppen

Samarbejdsgruppen består af Socialdemokratiet, Bylisten, SF, Enhedslisten og Konservative.
Sammen har de et flertal med 11 ud af 19 pladser i Kommunalbestyrelsen.
  • De ønsker at få undersøgt mulighederne for at få placeret et hospice i Glostrup.
  • De vil have nedsat et Udsatteråd ligesom man har et handicapråd.
  • De vil have fokus på hjemmehjælpen, hvor især den rehabiliterende del af arbejdet skal i fokus.
Kilde: Pressemeddelelse fra Samarbejdsgruppen

Ulovligt at tage udvalgsposter

Borgmesteren ser dog en udvej i den ærgerlige situation. Han mener nemlig ikke, at en omkonstituering på den måde er lovligt. 

- Man kan ikke omkonstituere sig fuldstændigt, medmindre der er nogle ganske vægtige grunde til det, siger han.

Samarbejdsgruppen har blandt andet splittet et udvalg i to, så ansvarsområderne kan varetages ordentligt. Men den går ikke, mener borgmesteren.

- Snitfladeproblemer er ikke vægtige grunde, ligesom det ikke er vægtige grund, at man gerne vil bestemme formandsposter og smide andre ud, siger han.

Samarbejdsgruppen har inden omkonstitueringen spurgt Kommunernes Landsforening til råd. Og fra KL lyder det i et notat, at det ikke er lovligt at gennemføre en ny konstituering for at skubbe nogen ud, eller sikre sig politisk indflydelse. 

Men har man en saglig grund - som for eksempel snitflade-problemer, så er det lovligt, og det vurderer konsulenterne, at denne konstituering er.

Borgmesteren har meldt sagen til Ankestyrelsen, og han henviser til at en lignende sag fandt sted i Randers for nogle år siden. Her vandt de afsatte formænd over det nye flertal.

Venstre smed mand ud - og mistede flertallet

Tilbage til grunden til hele misæren: Den udsmidte Venstre-mand Lars Thomsen. Borgmesteren mener ikke, at han havde anden udvej end at smide ham på porten.

 
 
Foto: Glostrup Kommune

- Det var en nødvendighed. Han har fortalt alle, at han ikke ønskede at følge det regelsæt, som man skriver under på som kandidat i Venstre. Når man modarbejder egen gruppe, så kan han ikke være i gruppen, siger John Engelhardt om ekskluderingen. 

Lars Thomsen stiftede kort efter sit eget parti - Bylisten - og søgte nye græsgange med de røde partier. Senere forlod Konservative også samarbejdet med Venstre og søgte indflydelse med de røde partier og Bylisten.

- Jeg kunne ikke gøre så meget. Jeg blev smidt ud. Hvis man ikke er inviteret til festen, så må man gå - og i bund og grund var det fordi, jeg stod fast på min holdning om, at bymidten skal være til glæde for byens borgere - og ikke et monument over borgmesteren byggetrang, siger Lars Thomsen selv.

Spørger man borgmesteren, om det var en forkert beslutning set i lyset af den seneste tids udvikling, er svaret klart: 

Skød I jer selv i foden ved at smide Lars Thomsen ud?

-  Det var en enig gruppe og en enig lokalpartibestyrelse. Så vi gjorde det ikke, fordi vi syntes, det var sjovt, men fordi det var nødvendigt.

Var det det værd at miste flertallet?

Det er ikke et spørgsmål om, om det var det værd. Vi kunne ikke leve med at have én i gruppen, hvis eneste mål det var at modarbejde os.

Socialdemokratiet, Bylisten, SF, Enhedslisten og Konservative har nu til sammen 11 mandater i Kommunalbestyrelsen, mens Venstre og DF kun har otte - og det er ikke nok til at bestemme noget. 

Udvalgene og deres nye formænd

  • Social-, Sundheds- og Seniorudvalget: Lars Thomsen, Bylisten, formand
  • Kultur- og Fritidsudvalget, Dan Kornbek Christiansen, Konservative, formand
  • Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, Torben Jensen, Socialdemokratiet, formand
  • Børne- og Skoleudvalget, Robert Sørensen, Enhedslisten, formand
  • Miljø-, Teknik- og Ejendomsudvalget, Søren Enemark, Socialdemokratiet, formand
  • Vækst- og Byudviklingsudvalget, Lisa Ward, Socialdemokratiet, formand

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik