02:23

Nyt akutteam behandler syge borgere i hjemmet

Et nyt fælles akutteam i Gladsaxe, Gentofte og Rudersdal Kommuner tilbyder nu at behandle akut syge borgere derhjemme. Håbet er, at det skal udbredes til hele landet.

Chastine Hansen er sygeplejerske og skal i dag på sygebesøg hjemme hos en patient. Patienten har lungebetændelse, og hun behandler ham med antibiotika tre gange dagligt. 

Patienten ønsker at være anonym, men han er begejstret for det nye projekt. 

- Ting som det her, hvor man giver medicin som uden problemer kan gives i hjemmet, kan holde  patienter hjemme. De kan bruge tiden på noget meningsfuldt, de kan være sammen med deres familie, de kan gøre ting, de gerne vil i stedet for bare at ligge og glo op i loftet, siger den anonyme patient. 

Læs også Nyt tiltag: Nu kan borgere i tre kommuner få akut behandling i hjemmet

Chastine Hansen har alt sit udstyr i en rygsæk - klar til at kunne rykke ud til de akut syge borgere.

- Det er mange timer man bare ligger og venter på antibiotisk behandling i sine blodårer. Og vi kan med lethed bare køre ud og iværksætte, siger Chastine Hansen.

Hun er fast sygeplejerske i det nye fælles kommunale akutteam. Det er kommunerne Rudersdal, Gentofte og Gladsaxe der er gået sammen om det nye projekt. 

Chastine Hansen i færd med at behandle en patient. Foto: TV2 Lorry

Hospitalsudgifter mindskes
Der er flere fordele ved akutteamet, når de møder patienten i hjemmet, behandler dem med medicin, sørger for de har det godt og tager blodprøver.

Det bliver en del billigere, fordi de store udgifter, som er forbundet med hospitalsindlæggelser, kan spares væk, når patienten kan blive i hjemmet under behandlingen. Normalt kræver det et par ugers indlæggelse at få en lungebetændelse behandlet.

Region Hovedstaden var også med, da projektet i dag blev markeret.

- Det er jo ikke nogen, der drømmer om at bruge halve eller hele aftener eller dage på hospitalerne, så hvis man kan få behandlingerne ud i det enkelte hjem, så er det meget positivt, siger Christoffer Buster Reinhardt, FMD. Sundhedsudvalget, Region Hovedstaden. 

Antibiotika kan let gives til patienterne, når de er hjemme.  Foto: TV2 Lorry

Håber akutteamet udbredes
Det nye akutteam giver mange nye muligheder og fordele. Målet med og håbet for det nye projekt er, at det bliver bredt ud i hele landet. Et mål, som patienten er glad for. 

-  Få mere af det her i gang – jo før jo bedre. Patienter ønsker ikke at være på hospital mere end højst nødvendigt, siger anonym patient. 

Det nye akutteam holder til på seniorcenteret Møllegården i Gladsaxe.

Læs også Nu er dommen faldet: Historisk kunstnermiljø rives ned