Nyskabende emballage fra Hvidovre: Så grøn, den kan spises

Et eksemplar af den nedbrydelige madæske, der er på vej til Folkemødet i 7.000 eksemplarer.

Som et af de første steder i verden kan en virksomhed fra Hvidovre producere fuldstændig miljøvenlige og nedbrydelige æsker til mad.

Målet er at begrænse madspild, og på en bæredygtig måde. Midlet er en lille grøn æske i karton, der i næste uge lanceres under Folkemødet på Bornholm.

Det er virksomheden KLS PurePrint, der i samarbejde med Unilever og Refood-mærket har udviklet en æske til mad produceret med 100 procent nedbrydelige materialer. Både trykfarve, lim og karton. Faktisk er boksen så bæredygtig, at man i princippet kunne spise den. Selvom det næppe er nogen kulinarisk oplevelse.

Æskerne skal ligge ved bordene på restauranter, så gæsterne selv kan beslutte at tage deres rester med hjem. Den er nem at samle og bedre at transportere sin mad i end den traditionelle doggy bag. 

Læs også Overskudsmad uddeles til socialt udsatte

- Den løser den sidste barriere, der er i tallerkenspild, når du sidder på en restaurant og ikke rigtig føler, du kan tillade dig at spørge tjeneren eller ikke bliver spurgt, om du vil have dine rester med. På denne her måde kan du selv folde æsken og tage dine rester med til senere, siger Jakob Thomasen, nordisk salgschef i KLS PurePrint.

Nummer to i verden

Virksomheden fra Hvidovre er den bare anden i verden, der kan lave de fuldstændig nedbrydelige æsker. Snart vil de kunne findes i IKEA, der vil starte et pilotprojekt med æskerne for at begrænse madspild i kædens restauranter.

Men i første omgang er det altså deltagerne ved Folkemødet, der kan tage deres rester med hjem fra restauranterne i og omkring Allinge. Det endda på en mere miljørigtig måde, end hvis maden først skulle pakkes ind i stanniol, i en flamingokasse og siden en plasticpose for at komme med hjem.

Læs også Sådan undgår du madspild

- Vi har et alt for stort forbrug af plastic i dag. Det her gør jo, at vi kan undgå at efterlade skadelig affald. Vi har rent faktisk at gøre med organisk materiale. Så efter brug følges den med maden ud i affald, forklarer Jakob Thomasen.

Sågar pakningen af de nye madæsker er bæredygtig. De bliver nemlig pakket af udsatte ledige og sygemeldte hos den socialøkonomiske virksomhed Incita i Valby.