Foto: Zoo

Foto: Zoo

1 af 2

Nyfødt chimpanse i Zoo: Tyve år siden at mor sidst fik unge

Lørdag kom en lille ny abe til verden i Zoologisk Have på Frederiksberg.

Det var en glædelig overraskelse, der mødte dyrepasserne hos chimpanserne i Zoologisk Have i København denne weekend. 

Den drægtige chimpanse Djema havde i løbet af natten født en lille dreng.

- Da vi kom lørdag morgen, viste Djema ungen frem til os, siger dyrepasser Mikkel Famme.

Resten af flokken var også meget nysgerrige, men chimpansernes alfahan, Carl, sørgede for at der var ro omkring ungen og den nybagte mor.

Det er 10. gang, at Carl bliver far i Zoo, så han ved præcis, hvornår han skal sætte ind og beskytte mor og unge. 

Læs også Zoo's elefanter bekæmper madspild: Spiser 200 kilo græskar

Den nybagte mor Djema kom til Zoo for to år siden efter at have levet med en stor flok hunner i Givskud Zoo.

Kun for ganske nylig konstaterede dyrepasserne, at den 35-årige hunchimpanse var drægtig, og det er da også første gang i 20 år, at Djema bliver mor.

- Selvom det er længe siden, hun har prøvet det sidst, skal hun nok finde ud af det. Vi holder selvfølgelig øje med, at diegivningen går som den skal, men indtil videre ser alt rigtig fint ud, siger Mikkel Famme.

Det er endnu ikke besluttet, hvad den lille hanchimpanse skal hedde.

Læs også Sjælden ugle-invasion: Masser af fotografer tager i skoven

00:29 Luk video