Nyfødt pige fundet under busk i Farum

En nyfødt pige er fundet under en busk i en pose i Farum. Hun var afkølet, men har det nu godt på hospitalet.

En nyfødt baby er torsdag formiddag fundet efterladt i en plastikpose i Farum. Pigen var afkølet og er kørt til Rigshospitalet, hvor hun har det godt, oplyser Nordsjællands Politi til Ritzau.

Pigen blev fundet i en plastikpose under en busk, og det var en forbipasserende, som ringede til politiet klokken 10.31, fortæller vagtchef Henrik Rasmussen.

Politiet er nu ved at afhøre vidner, men vil ikke oplyse, hvor den nyfødte pige blev fundet.