To nye tog på jomfrurejse

Flere jernbaneentusiaster havde i aftes taget opstilling i bidende vinterkulde for at være klar, når Østbanens to første nye togsæt af typen Lint 41 rullede ind i spor 2 på Køge Station.

Toget ankom med præcis 17 minutters forsinkelse på den
daglange rejse fra Salzgitter i Tyskland, hvor togfabrikken
Alstom ligger. Andre ville sige, at toget ankom mange år
forsinket - i forhold til, hvor længe det østsjællandske
lokalsamfund har kæmpet for et generationsskifte i Østbanens
flåde.
De to blå-røde tog blev trukket til Køge og derfra videre til
endestationen i Hårlev af to MY-lokomotiver, idet de endnu ikke
er sikkerhedsgodkendt. Det sker først i de kommende dage, hvor
repræsentanter for leverandøren, driftsselskabet Regionstog og
Østbanens værksted i Hårlev skal igennem en
overdragelsesforretning. Sideløbende hermed skal Østbanens
loko-førere uddannes i at køre de nye tog, og forventningen er,
at de to nye togsæt er klar til passagerer om cirka en måned.
Omtrent samtidig ankommer de tre næste togsæt, mens de to sidste
skal leveres af Østbanens tidligere driftsselskab, Lokalbanen i
Nordsjælland. Det ventes først at ske sidst på året, når den nye
køreplan med langt flere afgange end i dag træder i kraft.
En af de store knaster, der skulle høvles af i så henseender,
er de mange bomnedlukninger ved Teaterbygningen i Køge. Især
Køge Kommune har udtrykt bekymring over, at med en fordobling af
antal afgange vil denne livsnerve mellem byens centrum og havnen
blive lukket i endnu længere tid end i dag. Men på et møde
mellem kommunen og Banedanmark samt Regionstog er der nu opnået
enighed om en model, der betyder kortere nedlukning pr.
overkørsel, ligesom det er planen, at Østbanen og Lille Syd i
retning mod Næstved skal både ankomme til og afgå samtidig fra
Køge Station, således at der kører to tog gennem overkørslen på
én gang.
Prisen for denne konstruktion er, at Østbanen fremover får
endestation i spor 2, så passagerer til S-toget må en tur ned
gennem perrontunnellen. Herved undgås det, at de to
togstrækninger skal krydse spor umiddelbart syd for Køge
Station.
- Analyserne fra Banedanmark har overbevist os om, at
trafiksituationen på vejsiden ikke bliver værre end den er i
dag, siger teknisk direktør Jes Møller fra Køge Kommune.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik