Nye takster: Lea mister sin rabat, mens hun venter på pendlerkortet

Det kan tage op til 14 dage at få leveret det nye pendlerkort. I den periode må Lea betale 18 kroner mere hver vej for at komme på arbejde.

I de seneste tre år har Lea Damgaard Jørgensen taget bus og tog fra hjemmet i Tølløse til Trekroner Station for at passe sit job som sygeplejerske.

Hun har et rejsekort, og hun er på et højt rabattrin, men det forsvinder i morgen, når det nye system træder i kraft. 

- I dag koster min billet 32 kroner, men på mandag koster det 50 kroner hver vej, siger hun til TV 2 Lorry.

Sagen er nemlig den, at Lea først kan bestille sit nye pendlerkort søndag, og så kan det tage 14 dage, før kortet kommer med posten. 

quote Jeg synes, det er ærgerligt, at de ikke planlægger deres pendlerkort ordentligt

Lea Damgaard Jørgensen

Og mens hun venter på det nye kort, gælder rabatten ikke længere på det gamle. 

Hun skal altså betale mere, fordi hun er tvunget til at vente på leveringen, og det er noget, som den flittige pendler har svært ved at forstå. 

- Jeg synes, det er ærgerligt, at de ikke planlægger deres pendlerkort ordentligt, så jeg nu skal betale fuld pris i 14 dage, siger hun til TV 2 Lorry og uddyber:

- De kunne have ventet med at lukke ned for rabattrinene, så man havde en chance for at blive ved med at bruge sine rabattrin, indtil det nye pendlerkort blev leveret. 

For nogle passagerer har det ikke været muligt at bestille det nye rejse eller pendlerkort, så det var klar til brug fra i morgen.

Kun på otte forskellige togstrækninger på Vestsjælland har det været muligt at bestille nyt pendlerkort, så man kunne være klar til det nye system fra start. 

Men Lea Damsgaard Jørgensens busrute var ikke blandt de strækninger. 

Ved Movia holder man dog fast i, at indfasningen af det nye kort er sket på den smarteste måde. 

- I den tid vi har haft rejsekortet, har vi lært os selv, at det er godt at gøre én ting af gangen. Vi har derfor valgt at gøre det her i tre trin. Vi startede i september med at man kunne få pendlerkort i hovedstaden. Så åbnede vi for strækningen til Vestsjælland i november, og nu tager vi resten, siger centerchef Eskil Thuesen til TV 2 Lorry.

Men hvorfor har man ikke gjort det muligt at bevare rabatten på det gamle kort, når man nu kun kan bruge det nogle steder?

- Fordi når vi ændrer taksterne, så forsvinder muligheden for at få rabat på Sjælland. Så vi har ikke mulighed for at bevare hendes rabattrin. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik