Så mange fik et klip i kørekortet på første dag med ny regel

Der er i løbet af et døgn blevet givet 46 klip i kørekortet til bilister i TV 2 Lorrys sendeområde, der har holdt deres mobiltelefon i hånden, mens de sad bag rattet.

Politiet har givet 102 klip i kørekort i løbet af et døgn. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Siden årsskiftet har det skullet koste et klip i kørekortet at bruge håndholdt telefon i bilen - men først i går tirsdag var politiet klar til at håndhæve de strammere regler.

Og det tyder på, at der er noget at komme efter.

Nye tal fra Rigspolitiet viser, at landets politikredse i løbet af det forgangne døgn har givet 102 bilister et klip i kørekortet for håndholdt mobil. 46 af klippene blev givet i de fire politikredse i TV 2 Lorrys sendeområde.

Læs også Tirsdag er det alvor - politiet klar til kørekortsklip for mobilsnak

Det højeste antal klip blev givet i Københavns Politis politikreds, hvor i alt 25 bilister blev snuppet med mobilen i hånden.

Udover klippet i kørekortet kvitterer politiet også med en bøde på 2.000 kroner.

De 1.500 er den egentlige bøde, og dertil kommer en afgift på 500 kroner til Offerfonden.

Sådan fordeler klippene sig i landets politikredse. Foto: Rigspolitiet - Twitter

22.500 personer sigtet sidste år

Tre klip inden for tre år medfører en betinget frakendelse af førerretten og en indkaldelse til en orienterende køreprøve.

Køreprøven skal bestås inden for en fastsat tid, ellers mister man førerretten.

Alene sidste år rejste politiet ifølge tv2.dk sigtelse mod knap 22.500 personer for brug af håndholdt mobil i trafikken.

Læs også Flere dropper mobilen i trafikken: ”Men det er stadig ikke godt nok"

Politiets it-system er dog først nu blevet klar til at kunne håndtere klip i kørekort for at tale i håndholdt mobil.

34 procent af danskerne indrømmer i en undersøgelse lavet af Kantar Gallup for Rådet for Sikker Trafik, at de nogle gange kommer til at bruge deres mobiltelefon håndholdt.

Det er i øvrigt ikke kun mobiltelefonen, der ikke må bruges håndholdt under kørslen.

Forbuddet omfatter også håndholdt brug af tablets, gps'er, computere og smartwatches. For at bruge udstyret lovligt kræver det, at man bruger det uden fysisk berøring af dets egne knapper eller display.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik