Foto: Lorry

Nye hurtigbusser og flere afgange på lokaltog i Nordsjælland

Der skal være tre nye ekspresbuslinjer og flere afgange på Lokalbanen fra Hornsherred til Hillerød i 2016.

En tur mellem Skibby og Hillerød med bus tager i dag mindst en time og 40 minutter - med i mindst to skift undervejs. Fra 2016 skal rejsetiden ned på en time - og turen køres med en ny direkte ekspresbus, 372E, som skal forbinde Hornsherred med uddannelsesbyen Hillerød via Frederikssund.

Samtidig vil den ny busrute skabe direkte forbindelse mellem hospitalerne i Hillerød og Frederikssund. Ruten er en af de tre nordsjællandske ekspresbuslinjer, som Region Hovedstaden er på vej til at bestille hos Movia i løbet af denne måned, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Et enigt Miljø- og trafikudvalg har netop indstillet til regionsrådet, at regionen bruger 11,6 millioner kroner ekstra på at opgradere den kollektive trafik - især på de tværgående linjer med mange potentielle passagerer. Sammen med en udvidelse af driften på Lokalbanerne skal det give cirka fire millioner flere passagerer årligt på den del af den kollektive trafik, som regionen har ansvaret for.

Udvalgsformand Jens Mandrup (SF), forklarer, at det i regionen har været et ønske at styrke de tværgående trafikforbindelser og sikre bedre busforbindelser til regionens hospitaler og uddannelsesinstitutioner.

- Vi vil have en bedre betjening af Hornsherred og områderne nord for København. Med den ny rute fra Skibby har vi prioriteret, at det skal være nemmere for unge fra Hornsherred at komme til skole og uddannelse i Frederikssund og Hillerød, siger han.