Foto: Sofie Mathiassen - Scanpix

Nye cykeltips til turister: Kom væk fra fortovet

Københavnerne er blevet bedt om at give turisterne fem gode råd til cykelstien.

For mange turister er en cykeltur i København en oplevelse på linje med det danske smørrebrød og en tur i Tivoli.

Det kan dog være lidt af en mundfuld at begive sig direkte ud på byens travle og tempofyldte cykelstier, så Københavns Kommune har bedt de erfarne københavnske cyklister om at byde ind med deres bedste råd til de cyklende turister.

Knap 400 københavnere tog sig tid til at bidrage med gode råd via Facebook, og her lægger de fleste vægt på noget af det særlige ved dansk cykelkultur - at vi giver tegn med hånden, når vi drejer eller stopper. 

Læs også Borgmester vil bruge millioner på verdenskendt cykelløb

Flere minder desuden turisterne om, at man ikke cykler på fortovet - i modsætning til i andre lande - og at det kan være en god ide, at cykle én og én, så der er plads i myldretiden til de travle danskere, der bruger cyklen som transportmiddel. 

Turister vil gøre som rigtige københavnere

Rådene vil blive formidlet via turistinformationen, cykeludlejninger og på de sociale medier.

De skal fungere som et let til supplement til en mere uddybende folder om cykelreglerne, som Københavns Kommune også stiller til rådighed for turister og hoteller. 

Læs også Frederiksberg raser over Kabells p-planer: Du er usolidarisk

- Vi håber, at de fem råd kan hjælpe med at guide turisterne på vej, og jeg tror, at det vil have en stor effekt, at de kommer direkte fra københavnerne. Når turisterne hopper på cyklen, er det jo fordi, at de gerne vil have en ægte københavneroplevelse, siger leder af Københavns Kommunes Cykelprogram, Marie Kåstrup i en pressemeddelelse. 

Hun understreger, at man ser det som en ære, at den københavnske cykelkultur er blevet så kendt, at den er blevet en oplevelse i sig selv. 

God stil på cyklen

  1. Hold til højre, og cykl én og én
  2. Giv tegn, når du stopper eller drejer
  3. Træk ind på fortovet, når du skal tage billeder, kigge på kort eller andet.
  4. Vær opmærksom på hurtigt kørende cyklister i myldretiden
  5. Husk at fortovet er forbeholdt fodgængere