Nye Borgerlige vinder mandat i Hillerød med borgmesterkrise

Mens Nye Borgerlige vinder et mandat i Hillerød, så får De Konservative med borgmesterposten kun et mandat.

Nye Borgerlige har samlet stemmer hist og her uden den store gevinst, men i Hillerød kan det nyetablerede parti veksle opbakningen til et sæde i byrådet. Mette Thiesen er foreløbig Nye Borgerliges eneste medlem af en kommunalbestyrelse efter tirsdagens valg. 

Partiet, som er i valgforbund med Venstre og Dansk Folkeparti, får 3,6 procent af stemmerne. 

Anderledes svært ser det ud for De Konservative, som erobrede borgmesterposten for fire år siden, men som denne gang går 4,7 procent tilbage. Partiet med borgmesterposten får kun et enkelt mandat i byrådet. 

I 2013 blev Dorte Meldgaard, Konservative, borgmester, selv om hendes parti blot fik 10,2 procent af stemmerne. 

Det skete, da Socialdemokratiet måtte indse, at det ikke kunne skaffe flertal, og derfor valgte partiet at pege på Meldgaard.

De to største partier i byrådet, Venstre og Socialdemokratiet, går begge et mandat frem ved tirsdagens valg. 

Venstre bliver kommunens største parti med ti mandater, mens Socialdemokratiet får ni mandater. 

De Konservative er ikke med i det borgerlige valgforbund, da De Konservative sidste gang valgte at konstituere sig med rød blok. 

- Efter min bedste vurdering kræver det nu, at byrådet arbejder sammen for at lægge blokpolitikken, som vi har oplevet de seneste fire år, i graven "for good", siger Venstres borgmesterkandidat, Klaus Markussen, til DR.

Markussen siger, at man nu "skal have regnet på, om Hillerød samlet set er borgerlig eller rød".

De Radikale går med en beskeden fremgang på 0,4 procent frem i mandattal fra et til to. Tilsvarende vinder SF med en fremgang på blot 0,3 procent yderligere et mandat, så partiet har to pladser i byrådet. 

Enhedslisten kommer ind i byrådet med et mandat, mens Liberal Alliance mister partiets eneste mandat i byrådet. 

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik