Flygtningeboliger skaber ballade på rådhuset i Gentofte. Foto: TV 2 Lorry

Nye Borgelige revser flygtningeplaner i Gentofte: "Spild af penge"

I Gentofte Kommune vil man ombygge Copenhagen International School til flygtningeboliger. Unødvendigt, lyder det fra Nye Borgerlige.

I efterhånden et år har man i Gentofte Kommune diskuteret, hvad man skal stille op med de flygtninge, som kommunen modtager. 

Folk er bekymrede for, om der følger kriminalitet med

Poul V. Jensen, Nye Borgerlige

I februar besluttede man at placere en del af dem i en uudnyttet bygning på Gentofte Hospital, i det tidligere Danmarks Akvarium samt i en række kommunalt ejede ungdomsboliger. 

Ydermere er planen at placere en større gruppe flygtninge på den nuværende Copenhagen Business School på Hellerupvej, som kommunen overtager i starten af det nye år, men købte i 2014 for 85 millioner kroner.

Læs også Gentofte-flygtninge skal bo ved det gamle Danmarks Akvarium

Mandag har borgmester Hans Toft (K) inviteret skolens nærmeste naboer til et møde om planerne.  

Kommunen har nemlig tænkt sig at lave en ombygning, så skolen kommer til at indeholde både boliger, undervisningslokaler og sagsbehandlingscenter for kommunens flygtninge, men ikke alle er lige begejstrede for den idé. 

Faktisk mener Poul V. Jensen, der er medlem af kommunalbestyrelsen for Nye Borgerlige, at planerne er komplet unødvendige. 

Hans argument lyder, at Gentofte Kommune slet ikke har brug for centret længere, fordi Udlændingestyrelsen har meddelt, at kommunen vil modtage 257 færre flygtninge end først antaget. 

Læs også Stor forargelse blandt forældre: Gentofte dropper dagplejen

- Vi står med en skole, som vi har givet mange millioner for med det formål at lave et kompetencecenter for unge i uddannelse, men nu bruger vi bygningen til det her. Hvis det var den eneste mulighed, vi havde, så var det fint, men behovet er der ikke. Vi kunne sælge den i stedet og tjene penge, siger Poul V. Jensen til TV 2 Lorry.

Alternativt kunne man indrette skolen til kollegie- eller ungdomsboliger, mener han. 

- Man gør kun det her, fordi man ikke har råd til at følge de oprindelige planer. Man har købt den, men man mangler anvendelsesmuligheder. Det tør man bare ikke sige højt, siger han. 

Flygtninge i Gentofte

Udlændingestyrelsen har jursteret flygtningetallene, hvilket betyder, at Gentofte Kommune modtager en del færre flygtninge end forventet. 

Mere specifikt skulle der ikke ankomme flere end 143 mennesker til kommunen i 2016 og 201 i 2017.
I alt 344, hvilket er 257 færre end det hidtidige udspil, der sammenlagt lød på 601.

Gentofte Kommune har angivet følgende steder som mulige flytningeboliger:
- Udnyttet hospitalsbygning på Gentofte Hospitals matrikel.
- Hellerupvej 22-26 (Den Internationale Skole)
- det tidligere Danmarks Akvarium
- Kommunalt ejede ungdomsboliger på Ved Ungdomsboligerne, Broholms Allé og Ermelundsvej. 
- øvrige kommunalt ejede bygninger og boliger. 

Flere borgere har udtrykt bekymringer ved flygtningesituationen i lokalavisen Villabyerne. 

- Folk er bekymrede for, om der følger kriminalitet med. Noget er seriøst, og noget er useriøst. Men jeg ved ikke, hvor smart det er for integrationen at samle så mange flygtninge på et sted, når man kigger på udfordringerne fra andre kommuner, siger Poul V. Jensen.

TV 2 Lorry har forsøgt at kontakte borgmester Hans Toft. 

Han har tidligere udtalt følgende til lokalavisen Villabyerne:

- Vi vil naturligvis nu vurdere de nye kvoters betydning for den plan, vi vedtog i februar 2016. I vurderingen vil indgå, at vi i dag har både unge og socialt dårligt stillede i kommunen, der er blevet tilsidesat på grund af vores lovmæssige pligt til at give boligerne til flygtninge. (..) Vi mener fortsat, at de flygtninge, kommunen er forpligtet til at modtage, skal boligplaceres bredt over hele kommunen.