Det stort biografkompleks midt i Nordhavn kan blive en realitet, hvis naboerne godkender projektet. Foto: By&Havn / PR

Nybyggere i Nordhavn vil have biograf mellem siloerne

En stor biograf i smørhullet mellem to af Nordhavns mest prominente bygninger kan blive en realitet for nybyggerne på de gamle moler.

Big Bio Nordhavn.

Det klinger stort og pompøst - og det er også målet med det planlagte byggeri af luksusbiografen, som kan blive en realitet i efteråret 2019.

Det skriver Magasinet KBH.

Biografen skal efter planen placeres mellem Nordhavns ikoniske ombyggede siler, Frihavnstårnet og Portland Towers, og p-huset og taglegepladsen Konditaget Lüders.

Læs også De jubler i Nordhavn: Nysgerrig sæl holder til i Sandkaj

Byggeriet kan snart starte, men først skal naboerne høres endnu engang om projektet, da der i første omgang var planlagt en bygning med et atrium i midten af Hamborg Plads. 

Hullet i midten af bygningen må dog droppes, hvis det skal lykkes at indrette den luksuriøse biograf med de store recliner-sæder, som kan lægges ned, og Dolby Atmos, der er kendetegnet ved forstadsbiografen i Herlev.

Som navnet antyder bliver Big Bio Nordhavn en del af Big Bio Herlev - og endda den største filial, hvis naboerne giver grønt lys til byggeriet. 

Læs også Biograf fjerner Star Wars i 3D: Kvaliteten var for dårlig

Med den stort opslåede projekt i Århusgadekvarteret på Hamborg Plads får den aldrende Østerbrogade-biograf Park Bio altså kamp til stregen om gæsterne i fremtiden. 

Hvis tidsplanen kan holdes, nabohøringen går igennem og arbejdet forløber planmæssigt, skal åbningen finde sted blot få måneder før Nordhavnsmetroen begynder at køre.

Du kan desuden blive klogere på baggrunden for Nordhavnskvarteret i vores serie Bag Plankeværket.