Ny væskeregel: Børn skal tørste kortere tid ved operation

Rigshospitalet indfører ny væskeregel for børn og unge. Den nye regel betyder, at børn og unge nu må indtage væske op til én time før en operation.

Når børn og unge i Region Hovedstaden og Region Sjælland skal en tur på operationsbordet, har de indtil nu skulle faste i seks timer og undgå at indtage væske i to timer før en operation.

Men nu ændres reglerne for væskeindtag for børn og unge. De opfordres nu til at drikke vand og saftevand op til én time, før de skal opereres.

Den nye væskeregel er vedtaget på baggrund af en gennemgang af nyere forskning på området.

Det oplyser klinikchef, Torsten Lauritsen fra Anæstesi- og Operationsklinikken i Juliane Marie Centret på Rigshospitalet i en pressemeddelelse.

- To-timers grænsen for at drikke klare væsker blev i sin tid blev fastlagt for at mindske risikoen for, at maveindholdet løb tilbage i lungerne under operationen. Nyere forskning har dels påvist, at det sker yderst sjældent, dels er uafhængigt af om tørsteperioden er en eller to timer, siger Torsten Lauritsen og fortsætter:

- Derudover har nyere forskning vist, at mavesækken tømmer sig hurtigere end hidtil troet, så selv om et barn drikker et glas saft en time før en operation, forsvinder det inden operationen.

Forskel på én time har stor betydning

Det kan umiddelbart lyde som en lille ændring, men den ene times forskel, i forhold til indtagelse af væske i fastetiden, kan få stor betydning for børnene og deres familier.

- Med de nye regler, hvor vi tilmed tilskynder børnene at drikke frem til en time før bedøvelsen, vil vi opleve færre børn, der er urolige pga. tørst og dehydrering. De vil formentlig oftere komme til operation gladere og fysisk mere veltilpasse, siger Torsten Lauritsen. 

Han forudsiger også, at den nye regel giver forbedringer i forbindelse med operationer. 

- Når en operation af en eller anden årsag bliver udskudt, betyder de nye retningslinier, at barnet kan få noget at drikke i ventetiden, siger han.

Forudser færre forsinkelser

Det er ikke kun børnene, som får fordel af de nye regler. Planlægningen af operationerne vil også glide nemmere.

- I forhold til operationsplanlægningen vil de nye fasteregler også have stor betydning. Vi vil opleve færre forsinkelser pga. at børnene ikke er fastende. I princippet gælder de nye regler alle børn, men det er dog altid den enkelte anæstesilæge, der vurderer, om barnet må drikke eller ej. Der kan være akutte eller kroniske tilstande hos barnet, der kan forsinke den normale tømning af mavesækken, siger Torsten Lauritsen.

Overlæge Mona Tarpgaard fra Anæstesi – og Operationsklinikken i HovedOrtoCentret og klinikchef Torsten Lauritsen fra Anæstesi- og Operationsklinikken i Juliane Marie Centret har sammen gået forrest for at få at få skrevet de nye anbefalinger til sundhedspersonalet i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Fasteregler

6 timer for fast føde og mælk - fraset brystmælk
4 timer for brystmælk
1 time for klare væsker (vand, saft, te, kaffe, sodavand og juice uden frugtkød)
Børn bør opfordres til at drikke ½-1 glas af klare væsker op til 1 time før anæstesi
Kilde: http://www.dasaim.dk/forskning/nye-fasteregler-til-born/

I løbet af det næste stykke tid vil den nye væskeregel for børn blive taget i brug på Rigshospitalet. For voksne er der ingen ændringer. Her gælder det stadig, at man ikke må indtage væske op til to timer før en operation.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik