Ny tilståelse i sag om våbenrøveri

En 19-årig mand fra Københavns-området vil onsdag den 1. april indrømme sin »mindre rolle« i sagen om danmarkshistoriens største våbenrøveri, der fandt sted på Antvorskov Kaserne om natten den 4. januar i år, skriver Sjællandske.

Det siger - og forventer - politiadvokat Otto Høj Madsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.- Han var den første, vi anholdt i sagen, og han har siddet varetægtsfængslet siden 28. januar, de første 14 dage i isolation, fortæller Otto Høj Madsen til avisen.
- Han har en mindre rolle i sagen, og vi kører sagen som en tilståelsessag. Men fordi tiltalte ikke altid tilstår alligevel, når de er i retten, kan jeg ikke nu fortælle, hvad han erkender at have gjort, fortsætter politiadvokaten.
Godt 100 våben fra det, der er danmarkshistoriens største våbenrøveri, mangler stadig at blive fundet. Og når en sag således langtfra er fuldt belyst og opklaret, plejer anklagemyndigheden at begære dørene til retten lukket for offentligheden, når en eller flere tiltalte vil tilstå deres rolle, men det vil ikke ske i det konkrete tilfælde. Det oplyser Otto Høj Madsen til Sjællandske.
Politiet har i øvrigt inden for de seneste dage gjort et større våbenfund på en privatadresse i Bagsværd. Det drejer sig om i alt 16 skydevåben - rifler, maskinpistoler, revolvere, pistoler og jagtgeværer - og den nærliggende tanke har selvfølgelig været, at i hvert fald nogle af de våben kunne stamme fra kasernerøveriet.Men det gør de næppe.- 15 af de 16 våben er slet ikke de typer våben, der er stjålet fra Antvorskov. Kun et af våbnene, en M/95-riffel, kunne stamme fra røveriet, men jeg tror ikke, det er tilfældet. Det finder vi ud af i løbet af de kommende dage, fortæller politikommissær Bent Ludvigsen, som er med til at efterforske våbenrøveriet.
For at lokke borgere med viden om våbenkuppet ud af busken udlovede Forsvaret i begyndelsen af ugen en dusør på 100.000 kroner. Den har ikke haft megen effekt.- Nej, desværre. Vi har fået tre henvendelser, men ingen af dem har ført os nærmere de manglende godt 100 våben, fortæller Bent Ludvigsen til avisen.
- Det bliver måske tilfældigheder, der bringer os nærmere en fuldstændig opklaring af våbenrøveriet - for eksempel at en eller flere i sagen taler over sig, og nogen hører noget, tilføjer Bent Ludvigsen.