Ny tandklinik skal hjælpe socialt udsatte

En ny tandklinik på herbergscentret Sundholm kommer fremover til at tilbyde gratis tandeftersyn til socialt udsatte.

Der er åbnet en ny tandklinik, og modsat mange andre af sin slags koster det ikke noget at få tjekket tænderne.

Den nye tandklinik ligger på herbergscentret Sundholm og vil fremover indgå i den vifte af sundhedstilbud, centret tilbyder hjemløse og andre udsatte borgere.

- Tandklinikken betyder, at vi bliver opgraderet i forhold til det sundhedstilbud vi kan give. Vi har i mange år vidst, at tandsundheden hos socialt udsatte mennesker, især hjemløse, er rigtig rigtig dårlig.

En ærgerlig konstatering fra overlægen, da en dansk undersøgelse fra 2016 viser en direkte sammenhæng mellem dårlige tænder og dårlig livskvalitet hos socialt udsatte.

"Jeg havde brug for det"

Én af dem, der har benyttet sig af den nye klinik, er formand for SAND i hovedstaden, Kim Allan Jensen:

- Det er længe siden, jeg har været til tandlægen, og jeg havde mange tandsten, så jeg havde brug for det, siger han til TV 2 Lorry.

Han mener, klinikken er en god ide, da mange udsatte i forvejen indfinder sig i klinikken for at få udleveret panodiler til at tage smerterne fra deres dårlige tænder.

Overblikket er vigtigt

Også overlæge Henrik Thiesen ser klinikken som en stærkt tiltrængt forbedring:

- De folk, som kommer her, har rigtig svært ved at gå hen og henvende sig i andre klinikker. Ingen af dem har råd til at gå til tandlæge. Så bare det at kunne få et overblik over, hvad tilstanden er, er et stort løft hen i retning af, at der sker noget, siger han.

Hvor mange der kommer til at benytte sig af klinikken, og præcis hvor slemt det står til, vides endnu ikke.

- Der kommer hele tiden nye ansigter til klinikken. Måske jeg kan svare på det om et halvt år, siger tandplejer Ashraf Elmongy.

Tandklinikken åbnede fredag den 9. marts.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik