Foto: TV 2 Lorry

Ny Sydhavnsmetro kan blive ren tunnelløsning

Der holdes en dør åben for, at den kommende metrostrækning til Sydhavnen bliver underjordisk på hele strækningen.

Metroselskabet har netop udbudt arbejdet med at anlægge metro fra Cityringen i hjertet af København til Ny Ellebjerg Station gennem Sydhavnen. Det skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Her opereres med to muligheder: En løsning, hvor de sidste 7-800 meter af strækningen og metrostationen ved Ny Ellebjerg anlægges overjordisk - samt en løsning hvor hele strækningen samt stationen ved Ny Ellebjerg bliver underjordisk.

- Hovedscenariet og det, der ligger til grund for den politiske beslutning og finansieringen, er fortsat med en station ved Ny Ellebjerg i niveau. Der er dog fra forskellig side ønske om, at hele strækningen og også Ny Ellebjerg-stationen bliver underjordisk. Den mulighed holder vi åben i forbindelse med indbydelse til prækvalifikation, siger Anne-Grethe Foss, der er viceadm. direktør i Metroselskabet.