Ny, stor festival slipper kreative artister fri i gaderne

Akrobater, stylte- og tryllekunstnere, cirkusartister, sabelslugere og mange andre slags artister vil du kunne møde på gaderne i Hillerød til pinse.

En ny festival er kommet til byen, og den kommer ikke til at gå stille med dørene. 25 artister vil blive sluppet løs til ”fri leg” på uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser og på gaderne i Hillerød bymidte, når vi rammer pinsen.

Klaverfabrikken er arrangøren af den nye gadefestival, og de inviterer både ind- og udenlandske artister til Hillerød, hvor de på kryds og tværs skal afholde i alt 100 shows i løbet af tre dage. Og det bedste af det hele er: Det meste af det er gratis.

quote Nu vender alle hofnarrene tilbage til byen for at lave kunstner

Jens Jepsen, leder af Klaverfabrikken

Festivalen har fået navnet Hofnar, som blandt andet repræsenterer festivalens art, men også byens historie.

- Hillerød er jo en slotsby, hvor alle de royale er rejst. Men nu vender alle hofnarrene tilbage til byen for at lave kunstner, fortæller Jens Jepsen, der er leder af Klaverfabrikken.

Klaverfabrikken er en frivillig forening, der blandt andet arrangerer kulturelle aktiviteter i Hillerød.

En anderledes festival  

Det er styltekunstner Signe Gravlund og tryllekunstner Daniel Rosenfeldt, der står for at rekruttere spændende artister til festivalen, og de har ifølge Jens Jepsen et stort netværk i branchen, som gør, at de kan hente nogle rigtig gode og forskellige kunstnere til Hillerød.

Han håber, at det mere improviserende tema for festivalen vil gøre, at kunstnerne vælger festivalen til i fremtiden.  

- Vi ønsker at skabe en anderledes festival, hvor kunstnerne får lov at blive sluppet løs, så de kan udfolde deres kreativitet. Det bliver en legeplads og et udfoldelsesrum for artisterne. Man glemmer tit, at det kan skabe en helt anderledes oplevelse, hvis artisterne får lov at tilpasse deres optræden til deres publikum på stedet, siger han.  

quote Vi håber, at festivalen kan skubbe folk til at ville prøve nye ting

Jens Jepsen, leder af Klaverfabrikken

Pinsen falder den 7. – 9. juni, og lokationen vil variere lidt fra dag til dag.

Den 7. juni vil artisterne besøge arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner efter aftale. Den 8. juni til artisterne gå på gaderne og opføre en masse små og større shows på gågaden i Hillerød. Den 9. juni vil optrædenerne rykke til Kulturaksen.

Alle tre aftener vil de 25 artister samles til et stort show i Klaverfabrikken, hvor de artister, man har set gratis gennem dagen, opfører et stort fællesshow, som man kan købe billet til. De tre shows vil være forskellige hver aften, og en billet kommer til at koste mellem 200 og 250 kroner.

Nogle af showene i løbet af dagene vil være planlagt, mens andre vil opstå spontant. Og det er netop det, som er meningen med festivalen. At artisterne kan udfolde deres kreativitet og give publikum en unik oplevelse.

- Som kulturbrugere holder vi os ofte væk fra det ukendte, men vi håber, at festivalen kan skubbe folk til at ville prøve nye ting og udvide deres kulturelle horisont, siger leder af Klaverfabrikken.

Festivalen kan opleves fra den 7. – 9. juni 2019 i Hillerød.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik