Ny spritkampagne: "Stor stigning i rosé-kørsel i juli og august”

I juli og august stiger antallet af spritkørsler markant. Men det tal skal en ny kampagne gerne sætte en stopper for, for du skal tage den alvorlige snak med din fulde ven, lyder det.

Vi kender det alle sammen. Solen skinner sine sidste lune aftenstråler. På grillen bliver nyretapperne brune og smækre. Og bunden i roséglasset er tørlagt. 

Hvad gør man? Man skulle egentlig hjem i bil, men det er jo så hyggeligt og stemningen lægger op til endnu et glas vin.

Alt for mange bilister bliver fristet over evne og napper et glas til. Eller to. Eller tre. Og bagefter sætter de sig bag rattet og kører hjem. Og dermed kører de spirituskørsel. 

Alene i TV 2 Lorrys sendeområde blev 331 personer sigtet for spritkørsel i juli og august sidste år. Og derfor indleder politiet, Rådet for Sikker Trafik, Trygfonden og landets kommuner på mandag en ny kampagne imod spritkørsel. 

Og hvis du tænker: "Det gjorde de da også sidste år, og året før det," så har du helt ret.

- Vi har i mange somre kørt spritkampagner. Det er efterhånden en tradition. Men det er, fordi danskernes alkoholforbrug stiger i sommermånederne. Så det er desværre stadig nødvendigt, siger Liv Knoblauch Kofoed-Jensen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik, til TV 2 Lorry. 

quote Man skal huske, at det hele bunder i, at man gerne vil passe på hinanden.

Liv Knoblauch Kofoed-Jensen, seniorprojektleder, Rådet for Sikker Trafik 

- Om sommeren har vi mange spontane arrangementer med lidt grill og rosé eller et par øl i haven med vennerne. Og når det hele er lidt spontant, er der meget større sandsynlighed for, at vi ikke har planlagt, hvordan man kommer hjem. Og så sætter nogle sig bag rattet. 

Tal med dine venner og tilbyd dem overnatning

I år er temaet for spritkampagnen, at man skal tale med sine venner og stoppe dem, hvis de vil sætte sig bag rattet med alkohol i blodet. 

- Man skal gøre noget. Man skal handle og stoppe folk, der vil køre bil, efter de har drukket. Det er ikke så rart, men det er nødvendigt, siger Liv Knoblauch Kofoed-Jensen. 

Rådet for Sikker Trafik har samlet en række gode råd til, hvordan man kan tage den ubehagelige snak.

- Man skal huske, at det hele bunder i, at man gerne vil passe på hinanden, og den omsorg vil blive værdsat. I hvert fald dagen efter.

Færrest spritbilister i Lorryland

Når man kigger nærmere på de regionale tal for spritkørsler, er det politikredsene i Lorryland, der skraber bunden. På den gode måde. 

Så mange sigtede politiet for spritkørsel i juni og juli måned 2018 (per politikreds):

  • Nordjylland: 188        
  • Østjylland: 113            
  • Midt- og Vestjylland: 130                    
  • Sydøstjylland:              102                     
  • Syd- og Sønderjylland: 87                    
  • Fyn: 98                           
  • Sydsjælland og Lolland-Falster: 99   
  • Midt- og Vestsjælland: 80                   
  • Nordsjælland:             97                       
  • Københavns Vestegn: 55                     
  • København: 99           
  • Bornholm: 15              
  • I alt: 1.163.

Kilde: Christian Berthelsen, politiassistent, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter: 25666273

Men man skal ikke tage det som et udtryk for, at vi her i Lorrys sendeområde drikker mindre eller er bedre til at planlægge vores liv. 

- Nej, det er nok mere et udtryk for, at folk har flere alternative transportmuligheder eller måske har man ikke så langt hjem, som man har i Jylland, siger Liv Knoblauch Kofoed-Jensen:

- Måske kan man gå eller cykle, og der er også flere taxaer på gaden.

Kampagnen begynder på mandag og løber måneden ud. 

Sådan stopper du en fuld ven, der vil sætte sig bag rattet

Det kan måske føles svært at overtale en anden til at lade bilen stå. Især hvis du ikke er sikker på, hvor meget han eller hun egentlig har drukket. Men husk på, at hver gang du forhindrer en anden i at blive spritbilist, gør du vedkommende en stor tjeneste. Her får du syv gode råd.

  • Fortæl ham/hende, at du har det skidt med, at han/hun kører

  • Forsøg at tale ham/hende fra at køre og tag evt. bilnøglerne

  • Allier dig med andre, så I er flere, der kan støtte hinanden

  • Ring efter en taxa og lån evt. ham/hende penge til taxaen

  • Tilbyd overnatning

  • Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket

  • Hvis han/hun alligevel kører: Ring til politiet på 114

Kilde: Rådet for Sikker Trafik

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik