Ny skandalesag i det offentlige: Tidligere direktør skal i fængsel

En tidligere kommunal personaledirektør er blevet dømt for groft mandatsvig for et samlet beløb på over 400.000 kroner. Nu skal han i fængsel.

Retten i Glostrup har fredag idømt en 66-årig tidligere personaledirektør i Hvidovre Kommune et år og ni måneders fængsel for groft mandatsvig mod kommunen.

Personaledirektøren blev ifølge en pressemeddelse på Hvidovre Kommunes hjemmeside bortvist fra sin stilling tilbage i marts 2015 og politianmeldt for uberettiget at have indkøbt og videresolgt en omfattende mængde elektronik, herunder bl.a. Apple computere, kameraer, tablets og smartphones.

quote Jeg er tilfreds med dommen, som viser med hvilken alvor retten har vurderet denne type underslæb hos en betroet offentligt ansat direktør, siger senioranklager hos Københavns Vestegns Politi Peter Rask.

Peter Rask, Senioranklager, Københavns Vestegns Politi

Den 66-årige var tiltalt for i alt 20 forhold for et samlet beløb på over 400.000 kr.

- Jeg er tilfreds med dommen, som viser med hvilken alvor retten har vurderet denne type underslæb hos en betroet offentligt ansat direktør, siger senioranklager hos Københavns Vestegns Politi Peter Rask.

- Ifølge vores opfattelse hænger sagerne sammen med, at den tidligere personaledirektør er blevet degraderet rent arbejdsmæssigt, hvorfor der kan have været en årsag til at ville hævne sig på kommunen, lyder det fra senioranklageren.

Den 66-årige har nu 14 dage til at beslutte, om dommen skal ankes.

Uregelmæssighederne blev opdaget af Hvidovre Kommune i forbindelse med en organisationsændring, hvor det blev konstateret, at normale godkendelsesprocedurer i forbindelse med bogføring ikke var overholdt, og at en stor mængde indkøbt it-udstyr ikke var registreret i kommunens oversigter over IT-udstyr.

 - Det har været en langtrukken og meget alvorlig sag mod en betroet medarbejder, der har udnyttet systemet og misbrugt vores tillid. Derfor er jeg tilfreds med den dom, der er faldet, siger kommunaldirektør i Hvidovre Kommune Nich Bendtsen.

Langt fra første sag om offentlig svindel

En af Danmarkshistoriens største svindelsager kører for tiden, hvor den 64-årige Britta Nielsen er mistænkt for underslæb for op mod 111 millioner kroner.

Kvinden svindlede med de 111 millioner kroner gennem 274 udbetalinger fra 2002 til 2018.

Den 64-årige Britta Nielsen levede et liv med dyre heste, men samtidig levede hun et borgerligt liv i en villa i Hvidovre og fik udmærkelser fra dronningen for sit arbejde. Hun blev anholdt i Sydafrika efter at have været eftersøgt verden, da den store svindelsag kom frem.

Mens støvet efter Britta - bedrageristormen, der ramte det offentlige Danmark og alle avisers forsider - langtfra havde lagt sig, stod myndighederne med endnu en sag om millionbedrageri fra fælleskassen.

Københavns Politi oplyste i slutningen af november, at de havde anholdt en mand og sigtet ham for at bedrage det offentlige for et "større millionbeløb".

Ifølge anmeldelsen har tre foreninger i flere tilfældet opnået tilskud til projekter på Socialstyrelsens område. Og der er i alt anmeldt 30 forhold om bedrageri til et samlet beløb af 4,5 millioner kroner. Derudover har politiet mistanke om, at der er iværksat forsøg på svindel for yderligere 9,5 millioner kroner.

I Rudersdal Kommune var den også gal i slutningen af november. Her var det den Konservative 2. viceborgmester Kenneth Birkholm, der måtte trække sig ud af politik efter at være blevet svindeldømt.

Sagen fra den nordsjællandske kommune drejede sig om momsunddragelse af særlig grov beskaffenhed, hvor viceborgmesteren havde undladt at betale 651.190 kroner i moms.

Straffen lød på fem måneders fængsel, der er gjort betinget mod at Kenneth Birkholm udfører 100 timers samfundstjeneste. Desuden idømte retten også Kenneth Birkholm en bøde på 650.000 kroner.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik