Ny sigtelse: Amagermanden ville plante dna

Amagermanden sigtes for at ville smugle sæd ud af sin celle, som en medgerningsmand skulle plante på en kvinde

Marcel Lychau Hansen - kendt som Amagermanden - forsøgte til det sidste at sno sig uden om sin dom i sagen om de to drab og syv voldtægter, han var tiltalt for.
     
Ifølge DR forsøgte han for nylig med hjælp fra en medgerningsmand at smugle sin egen sæd ud af fængslet, hvor han sidder varetægtsfængslet.
     
Sæden skulle plantes på en kvinde, der skulle overfaldes, for på den måde at antyde, at gerningsmanden med dna ligesom Amagermandens fortsat var på fri fod.
     
Ekstra Bladet erfarer, at medgerningsmanden er Amagermandens ene søn, men det vil politiet hverken af- eller bekræfte.
     
I Københavns Politi bekræfter vicepolitiinspektør Jens Møller dog, at Amagermanden har fået nye sigtelser tilført sin sag.
     
- Jeg kan bekræfte, at vi de seneste dage har foretaget en yderligere efterforskning i sagen. Marcel Hansen samt en anden person er sigtet for nye forhold, som er begået efter anholdelsen, siger han i en pressemeddelelse.
     
- Det drejer sig om, at Marcel Hansen er sigtet for at smugle biologisk materiale ud af fængslet og har søgt at få en anden person til at begå en forbrydelse og derefter plante den sigtedes dna på gerningsstedet eller personen, siger Jens Møller.
     
Marcel Lychau Hansen har gennem hele sagen nægtet sig skyldig, og så sent som i torsdags hævdede han netop eksistensen af en anden person med samme dna som ham selv.
     
- Jeg ved 100 procent, at jeg er uskyldig. Der sidder en derude på den anden side med en dna, der matcher mig, sagde Marcel Lychau Hansen, da han fik det sidste ord inden skyldskendelsen.
     
Ifølge DR blev forsøget på at plante det falske bevis forpurret, da politiet opsnappede breve om planlægningen i fængslet.
     
Marcel Lychau Hansen blev mandag kendt skyldig i et rovmord, et sexdrab og seks grove voldtægter gennem de seneste 23 år. Det syvende sexovergreb blev han frifundet for.
     
Hans straf udmåles på torsdag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik