00:28

Ny serie: Livet i Tivoli er ikke kun sjov og ballade

I ny programserie sætter TV 2 Lorry fokus på livet i Tivoli.

Tivoli i København er en af verdens ældste forlystelsesparker, og den gamle have ligger aldrig i dvale.

Hele året rundt knokler hundredvis af medarbejdere for at få karrusellerne til at snurre og haven til at tage sig bedst ud.

I måneden op til dette års sæsonstart har TV 2 Lorry fulgt Tivolis ansatte - og fra på tirsdag kan du i den nye programserie 'Tivoliliv' på Lorry+ komme med bag kulisserne i Tivoli.

I aftenens udgave af Søndagsmagasinet bringer vi uddrag fra programmet. Her kommer vi blandt andet med Tivolis havekontrollører på øvelse.

Som en del af jobbet skal kontrollørerne - som du kan se i klippet ovenfor - blandt andet lære at håndtere gæster, der er i knapt så festligt humør.   

Du kan også se, hvordan det ser ud, når der går ild i Glassalen, og 600 gæster skal reddes ud. Her er der igen heldigvis tale om en øvelse. 

Vi møder også Tivolis reparatører, som bruger en stor del af vinterpausen på at smøre og skrue på parkens forlystelser, så de kan stå klar til en ny sæson.

Endelig kan seeren komme med en tur i den traditionsrige frokostrestaurant Grøften, som gør klar til åbningsdagen, årets travleste dag.

Efter 20 år med samme ejer har Jacob Elkjær overtaget Grøften. Sæson 2016 er hans første på stedet, og Jacob Elkjær er opsat på at komme godt fra start.

Se med søndag aften kl. 19.30 - du kan også se mere i Tivoliliv-sektionen her på hjemmesiden.