00:39

Ny serie: Børns psykiske diagnoser rammer også søskende

Hvad vil det sige at vokse op med en bror eller søster, der har en psykisk diagnose – og som tager al opmærksomheden? Få svaret i ny TV 2 Lorry-serie.

Hope Winther Andersen fra Køge er 21 år og har ikke talt med sin søster i næsten syv år. Søsteren har diagnosen aspergers og hendes tilstand tog meget af opmærksomheden i familien.

- Jeg blev glemt, siger Hope i første afsnit af TV 2 Lorrys nye serie ”Klemt og Glemt – historier om trængte børn”, som har premiere på tv-kanalen Lorry+ i aften kl. 19.55. Og som allerede nu kan ses helt frit her.

I serien kan du i fire små film møde børn og unge, som ved hvad det vil sige at vokse op i familier, hvor overskud er en mangelvare. Hvor deres diagnose-søskende tager opmærksomheden og hvor forældrene er under konstant pres.

Antallet af børn og unge, der får en psykisk diagnose er stærkt stigende. I løbet af de seneste ti år er diagnoser som ADHD, angst og autisme fordoblet. Det vil sige, at også antallet af børn og unge, der vokser op med en bror eller søster, der har en diagnose stiger.

Hope Winther Andersens søsters udfordringer fik store konsekvenser. Familien gik i opløsning og Hope valgte at droppe al kontakt med sin søster samtidig med, at hun følte sig særlig svigtet af sin far. I filmen konfronterer Hope sin far med den manglende opmærksomhed i barndommen.

- Jeg kan godt forstå, efter alle de snakke vi har haft, at han ikke har haft overskuddet til det selv. Men det ændrer ikke på, at jeg selv dengang blev supersvigtet, fortæller Hope.

I første afsnit kan du følge Hops vej tilbage til familien. Hun beslutter sig for at tage kontakt til sin søster, for at få genetableret et bånd.

Serien ”Klemt og Glemt – historier om trængte børn” kan ses på tv-kanalen Lorry+ klokken 19.55 de kommende torsdage. Du kan også vælge at se dem her.