Ny S-togsringbane i spil i hovedstaden

Stik imod forventningerne kommer der ikke nødvendigvis til at køre moderne sporvogne på en ny bane langs Ring 3 i hovedstadsområdet. Både DSB og Banedanmark foreslår nu en undersøgelse af, om det vil være en fordel at indsætte S-tog på strækningen Lyngby-Hundige via Glostrup i stedet for den letbane, som ellers har været planlagt i et årti.

Forslaget om en ydre S-togsringbane kommer,
efter at regeringens infrastrukturkommission har anbefalet, at
flere forskellige kollektive trafikforbindelser af særlig høj
kvalitet bør indgå i en undersøgelse af en Ring 3-bane. Samtidig
vurderer statens planlægningsmyndighed Trafikstyrelsen, at der
findes et tilstrækkeligt passagergrundlag for en
jernbaneforbindelse. DSBs adm. direktør Søren Eriksen ser ikke
overraskende flere fordele ved en jernbane. »Det vil være
nærliggende at overveje en S-togsløsning i Ring 3-korridoren. De
umiddelbare fordele er, at vi vil komme op på en væsentlig
højere hastighed end med en traditionel letbaneløsning. Desuden
vil der være direkte forbindelse til det øvrige S-togssystem,«
siger Søren Eriksen. Mens en letbanes topfart er cirka 70 km/t,
kan S-togene køre op til 120 km/t. Og Banedanmarks adm. direktør
Jesper Hansen er enig i, at hastigheden spiller en stor rolle,
hvis flere skal benytte kollektiv trafik. »Hvis man skal lave en
Ring 3-bane af samme kvalitet som S-banen og Metroen, kræver
det, at den får sine helt egne spor og ikke skal krydse
tværgående trafik i vejniveau. Så det er et valg om, hvor
ambitiøs man skal være. Hvis man vælger højere hastighed, større
kapacitet og på den måde bedre kvalitet, bliver det også dyrere
end en letbane,« siger Jesper Hansen. Formanden for Region
Hovedstaden, Vibeke Storm Rasmussen (S), der i årevis har kæmpet
for en letbane langs Ring 3 er uforstående over for nye
undersøgelser i ellevte time. »Det fører ikke til noget. Vi har
brug for et letbanesystem som supplement til den øvrige
kollektive trafik. Selvfølgelig ville vi gerne have en meget
flot Metro eller S-tog langs Ring 3, men det er dybt urealistisk
at forsøge at svinge sig op med så dyre projekter. Min frygt er,
at så sker der slet ikke noget,« siger Vibeke Storm Rasmussen.
Hun vil nu søge regionsrådet om mandat til at protestere mod nye
undersøgelser over for Folketingets Trafikudvalg og peger på, at
regionen og 11 kommuner i hovedstadsområdet sammen arbejder for
at få udarbejdet et beslutningsgrundlag for en letbane, og at
projektet sættes på skinner hurtigst muligt. Mens
infrastrukturkommissionen har anbefalet en letbane i Århus, har
medlemmerne ikke peget på en konkret løsning i anbefalingen af
en bane langs Ring 3, siger formanden Birgit Aagaard-Svendsen.
»Paletten er større i Storkøbenhavn, fordi der i forvejen findes
Metro og S-bane, som systemet kan kobles op på. Og i de oplæg,
vi blev præsenteret for, var der flere forskellige løsninger. Vi
har interesseret os for at få løst det trafikale problem.
Beslutningen om, hvilken løsning der vælges, må træffes et andet
sted,« siger Birgit Aagaard-Svendsen. Det har ikke været muligt
at få en kommentar fra transportminister Carina Christensen (K),
der som tidligere omtalt i Berlingske Tidende ønsker, at toget
får en markant større markedsandel i fremtiden af hensyn til
miljøet og trængselsproblemerne på vejene.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik