Ny robotteknologi giver patienter hurtigere blodprøvesvar

Et helt nyt automatiseret laboratorieudstyr skal på Herlev og Gentofte Hospital give patienterne hurtigere svar på deres blodprøver.

Kunne det ikke være dejligt, hvis man kunne få foretaget blodprøver og få svar med det samme?

For mange mennesker i hovedstadsområdet bliver det måske en helt ny virkelighed, hvis de besøger Herlev og Gentofte Hospital i fremtiden.

Med et helt nyt robotteknologisk udstyr er forventningerne, at svartiden i fremtiden på blodprøver bliver markant formindsket.

- Hvis man bliver indlagt, kan et hurtigt svar på en blodprøve betyde, at man hurtigere bliver udredt, kommer i behandling og kan komme hjem igen. Derfor er jeg også meget glad for, at vi nu kan tilbyde vores patienter et langt hurtigere svar på prøver og dermed give hurtigere klarhed over evt. sygdom og videre behandling, siger Radikale Venstres Karin Friis Bach, der er næstformand i regionsrådet i Region Hovedstaden.

På hospitalet afgiver Klinisk Biokemisk Afdeling hvert år 15 millioner analysesvar på blodprøver. Derfor vækker det stor glæde, at man med en bevilling på 13 millioner kroner fra regionsrådet nu kan få indstalleret det nye automatiserede udstyr.

- Den helt store gevinst ved automatiseringen er muligheden for at bringe analysetiden for de fleste prøver ned på højst 60 minutter - uanset om det drejer sig om akutte, indlagte eller ambulante patienter, siger Pia R. Kamstrup, der er ledende overlæge på Klinisk Biokemisk Afdeling.

- Det kommer til at gøre en stor forskel - både for patienter, men også for personalet på de kliniske afdelinger her på hospitalet. Desuden giver den øgede analysekapacitet os også bedre mulighed for at understøtte hospitalets forskning, siger hun.

Svar med det samme

Den nye teknologi gør det muligt at sænke den tid der går fra patienten får taget en blodprøve, til svaret ligger hos lægen eller sygeplejersken. Samtidig kan afdelingen i endnu højere grad imødekomme den stigende mængde af prøver, der skal analyseres.

- I stedet for at skulle håndbære en blodprøve fra A til B når den skal analyseres, så vil afdelingens medarbejdere få mulighed for at fokusere på opgaver, der trækker mere på deres tekniske og uddannelsesmæssige færdigheder, siger ledende bioanalytiker på Klinisk Biokemisk Afdeling, Kristina Rasmussen.

Sideløbende med automatiseringen bliver der etableret et rørpostsystem, der vil gøre transporten af prøver fra Herlev Hospitals afdelinger til analyseområdet endnu hurtigere. Der vil også ske en ombygning af den ambulante blodprøvetagning i Herlev, så forløbet før og efter prøven er taget bliver mere automatiseret.

Faktaboks:

  • Klinisk biokemi er et tværgående lægeligt speciale, som beskæftiger sig med analyser af patienters blod, urin, led- og spinalvæsker mv.
  • Klinisk Biokemisk Afdeling på Herlev og Gentofte Hospital afgiver årligt over 15 mio. analysesvar til brug i forebyggelse, diagnostik og behandling af sygdomme hos patienter og borgere tilknyttet hospitalet eller primærsektoren i hospitalets optageområde.
  • De nye automatiserede laboratorieløsninger leveres af Siemens, og er placeret både i Gentofte og i Herlev. I Herlev er der desuden et ekstra bånd for at sikre maksimal driftssikkerhed på et af regionens største akuthospitaler.
  • ​De automatiserede processer omfatter ca. 80% af alle blodprøveanalyserne.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik