Foto: Frederikssund Kommune og Henning Larsen Architects

Ny redegørelse placerer ansvaret for Vinge-skandalen

Den interne redegørelse om ansvaret for kollapset af Vinge by er netop blevet offentliggjort.

I Frederikssund har der været et stort ønske i både byrådet og lokalt om en ekstern undersøgelse af, hvad der førte til kollapset i Vinge-sagen.

I går aftes blev byrådet i Frederikssund Kommune enige om, at der ikke kommer en ekstern undersøgelse af forløbet i sagen om kollapset af Vinge Centrum. I stedet nøjes man med at offentliggøre den interne redegørelse, som kommunens administration selv har lavet:

- Hvis vi fik lavet et ekstern undersøgelse, havde det bare kostet endnu flere penge. Nu har vi taget den interne redegørelse til efterretning, og ansvaret peger på administrationen, siger John Schmidt Andersen, Venstre-borgmester i Frederikssund, til TV 2 Lorry.

I går var sagen om kuldsejlingen af Vinge-projektet på dagsordenen i byrådet som et lukket punkt.  22 ud af 23 medlemmer af byrådet blev enige om at tage den interne undersøgelse af sagsforløbet til efterretning. Dog sammen med 25 kritiske spørgsmål - og svarene på disse - fra Socialdemokratiet. Det hele blev offentliggjort i dag klokken 14 på kommunens hjemmeside.

Der bliver altså ikke nogen ekstern undersøgelse fra en uvildig instans lige nu.

Læs også Kuldsejlet byudvikling: Rådgiver påpegede selv kontraktudløb

Ikke fejl, kun læringspunkter

I redegørelsen kaldes de fejl, der er begået i sagen, flere steder et "læringspunkt for kommunen". Blandt andet at forvaltningen ikke har levet op til sit ansvar:

- Da forvaltningen ikke satte sig ind i udkastet til aftalekomplekset, inden dette blev underskrevet, har forvaltningen ikke fuldt ud levet op til sine forpligtelser i denne periode. Kommunaldirektør Ole Jacobsen – der i fraværet af en teknisk direktør i juni og august 2017 havde det direkte ansvar for Vinge projektet – har over for byrådet påtaget sig det formelle ansvar for det samlede forløb, hedder det blandt andet i redegørelsen.

Der med lander ansvaret for kollapset overordnet hos kommunens administration. Der stilles spørgsmål fra Socialdemokratiet til rådgivernes rolle - men umiddelbart kommer der ikke nogen sag mod Bendix og Horten.

Læs også Kommunaldirektør erkender lovbrud i Vinge-sag

Enhedslisten står udenfor

- Jeg syntes, der skal laves en uvildig undersøgelse af, om det er administration, der skal have hele ansvaret. Det tyder på, at det både ligger hos rådgivere og administrationen. Det giver ingen mening at en kommunes administration selv får lov til svare på, om de har dummet sig og hvor meget, siger Pelle Andersen-Harrild, der medlem af byrådet for Enhedslisten i Fredrikssund. 

Den massive kritik af sagen både politisk og i medierne gør, at Pelle Andersen-Harrild mener, at der er mere at komme efter:

- De slipper ikke afsted med at fremvise et papir på 20 linier, som det skete i går, siger han og refererer til det lukkede punkt på byrådsmødet i går aftes. 

00:47

Hør hvad borgmester John Schmidt Andersen siger om at nøjes med en intern redegørelse:

Luk video

Sagen ikke afgjort

- Vi er tilfredse med, at den interne undersøgelse samt vores spørgsmål og svarene på dem nu bliver lagt frem, siger Tina Tving Stauning, formand for teknisk udvalg og 2. Viceborgmester, Soc.dem., i dag til TV 2 Lorry.

Socialdemokratiet har hele tiden ønsket, at alle dokumenter i sagen bliver offentlige. Men Enhedslistens Pelle Andersen Harrild er ikke tilfreds med den her løsning. Derfor har han stillet et forslag om en ekstern undersøgelse, der kommer op på næste byrådsmøde i slutningen den 25. april.

- Byrådet bør også undersøges, om en kommune i virkeligheden kunne magte et så stort milliardprojekt, siger Pelle Andersen Harrild til TV 2 Lorry i dag.