Ny rapport om børn i bandemiljøer forarger DF og De Radikale

Både Dansk Folkeparti og De Radikale kræver handling efter en SSP-rapport har afsløret, at børn helt ned til 7-års alderen har udøvet hærværk.

En ny SSP-rapport fra Københavns kommune viser, at kriminelle grupperinger med unge under 18 år i stigende grad manifesterer sig i flere bydele i København.

Blandt andet viser rapporten, at børn helt ned til syvårsalderen  indgår i kriminelle grupperinger. Her har de blandt andet udøvet hærværk og kastet med sten. 

Det er ikke godt nok, og derfor kræver flere partier nu handling fra kommunens side. Dansk Folkeparti ønsker, at man lægger en hårdere linje overfor børnenes forældre.

DF krævere hårdere handling

quote Jeg tror, det er vigtigt, at man skrider hårdere til værks

Finn Rudaizky, Dansk Folkeparti

- Jeg tror, det er vigtigt, at man skrider hårdere til værks. Det er ikke nok, at man bare går ind og tager en snak med børnenes forældre. Det må altså også få nogle konsekvenser, hvis der ikke sker forbedringer, siger borgerrepræsentationsmedlemmet Finn Rudaizky (DF) til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Vi får hele tiden de rapporter om, at der er noget, der er galt. Og det undrer mig, hvordan der hele tiden kan blive postet flere og flere penge ind i det her (Nørrebro, red.), men at det stadigvæk ikke bliver bedre.

Også Mia Nyegaard, der er 1. suppleant i Københavns Borgerrepræsentation for De Radikale er overrasket over rapportens indhold. Hun mener dog ikke, at det hjælper at sætte hårdere ind overfor de unges familier.

I stedet for bør man se på om den nuværende indsats på området fungerer tilfredsstillende, mener hun.

Radikale: Vi må se på procedurerne

quote Vi er nok kommet derud, at vi måske bare må erkende, at de programmer, vi har nu, ikke er fyldestgørende

Mia Nyegaard, De Radikale

- Vi er nok kommet derud, at vi måske bare må erkende, at de programmer, vi har nu, ikke er fyldestgørende, siger Mia Nyegaard, og fortsætter:

- Og jeg kunne godt tænke mig at stille et forslag om, at vi fast tilknytter en person fra kommunen på de her familier, indtil problemerne er løst. 

De Radikale afviser dog, at man i første omgang vil investerre flere penge i området.

quote Det er klart, at vi ikke kan bare blive ved med at poste penge ind i det her område

Mia Nyegaard, De Radikale

- Det er klart, at vi ikke kan bare blive ved med at poste penge ind i det her område. Så jeg foreslår, at vi nu sætter os ned og finder ud af, om der er penge nok i systemet, og om de bare skal bruges anderledes. Hvis det ikke er tilfældet bliver vi nødt til at se på om vi kan flytte nogle penge rundt andetsteds fra, siger politikeren til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik