Ny rapport: Halvdelen af de hjemløse bor i hovedstadsområdet

Antallet af hjemløse er steget med otte procent siden 2015. Cirka halvdelen, der bor på gaden, herberger eller på venners sofaer, kommer fra hovedstadsområdet.

Hjemløsheden i Danmark er stigende. Det viser en ny kortlægning af hjemløshed, som er udgivet af det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE).

Af rapporten fremgår det også, at cirka halvdelen af alle hjemløse borgere i Danmark, kommer fra hovestadsområdet.

I hovedstadsområdet var der i 2015 registreret 3.152 borgere, som manglede permanent tag over hovedet.

De nyeste tal viser dog, at hjemløsheden stiger omkring København. I 2017 blev antallet af registrerede hjemløse opgjort til 3.242 borgere. 

Hjemløshed blandt unge fordoblet

Samtidig viser kortlægningen af de hjemløse, at der også er sket en stigning i antallet af unge hjemløse.

Siden 2009 er der sket en fordobling af unge mellem 18 og 24 år uden et sted at bo fra 633 i 2009 til 1278 i 2017.

Kortlægningen omfatter både de hjemløse, som lever på gaden, men også dem, som sover på herberger eller på en sofa hos familie og venner.

Det er den sjette landsdækkende kortlægning af hjemløshed. Optællingen for 2017 er gennemført i starten af februar i år. 

Fakta om kortlægning af hjemløshed blandt unge

Ved kortlægningen i 2017 er der registreret 1.278 hjemløse mellem 18 og 24 år, hvilket er en stigning på 9 pct. siden 2015, hvor der var 1.172 hjemløse mellem 18 og 24 år.

Ved kortlægningen i 2009 var der 633 hjemløse 18-24-årige, og der er således sket mere end en fordobling i antallet af hjemløse i denne aldersgruppe siden da.

Der er også sket en fortsat stigning i antallet af hjemløse borgere mellem 25 og 29 år.

Stigningen i hjemløsheden i denne aldersgruppe satte særligt ind fra 2013 og frem, og ved kortlægningen i 2017 er der registreret 1.014 hjemløse 25-29-årige, sammenholdt med 799 hjemløse 25-29-årige i 2015.

Kilde: Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE)  "Hjemløshed i Danmark 2017"

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik