Ny platform beregner, om du betaler for meget i husleje

Flere tjenester tilbyder nu at hjælpe lejere, der betaler overpris for deres boliger. Lejernes LO forholder sig dog kritisk.

Det begyndte over en frokost. 

En udvekslingsstudent brokkede sig højlydt over sin boligsituation i København, for huslejen var høj.

I 2016 blev det startskuddet for RentGuide, hvis erklærede mål er at hjælpe lejere med at nedsætte huslejen, forklarer Frederik Reichstein.

quote Vi føler, at markedet de seneste par år er løbet løbsk især i København

Frederik Reichstein, RentGuide

Han er én af fem unge partnere i virksomheden, der nu for alvor har fået fart på.

I takt med boligprisernes himmelflugt i hovedstaden i de seneste år er kundegrundlaget nemlig vokset, og i 2018 regner man med at hive hele én million kroner hjem til lejerne. 

- Hvilket vi selvfølgelig er rigtig stolte af, lyder det. 

Giver hurtigt estimat til lejerne

Som noget nyt har man lavet en beregner, som hurtigt afslører, om der er grundlag for at spare tusindvis af kroner.  

På hjemmesiden indtaster man sin adresse. Antallet af kvadratmeter. Huslejen og antallet måneder, som man har boet til leje.

Oplysningerne sammenholdes med BBR-registrets informationer om bygningens alder og eventuelle renoveringer.

På den måde får man hurtigt et estimat over, hvad man eventuelt måtte betale for meget for at bo.  

- Vi kører så sagen i den forstand, at vi samler informationerne og sender dem til huslejenævnet. Vi står for kommunikationen med dem og udlejer. Oftest også udlejers advokat. Vi har gjort det her så længe, så vi ved, hvad vi skal kigge efter, siger Frederik Reichstein.

Med få klik fortæller denne beregner, om du har penge til gode.
Med få klik fortæller denne beregner, om du har penge til gode.
Foto: RentGuide.dk

Enorm efterspørgsel presser priser

Frederik Reichstein forklarer, at virksomheden består af en udvikler, en marketing-ansvarlig, et par økonomer og en erhvervsjurist.

Men holdet leder faktisk efter flere kræfter, og det er da heller ikke mærkeligt, at de fem partnere har travlt. 

TV 2 Lorry kunne for nyligt berette, at et værelse på 16 kvadratmeter i hovedstaden nu gennemsnitligt koster 4.959 om måneden.

Ifølge Dansk Byggeri er der akut behov for 8.400 studieboliger, og Københavns Kommune regner med at vokse med 100.000 indbyggere før 2032. 

Udlejningsloven er dog kompleks, og man kan ikke tage, hvad man vil for låne sit hjem til andre. 

Udlejningsregler helt kort 

En hovedregel er, at en moderniseret lejlighed i København maksimalt må koste 1.100 kroner per kvadratmeter om året.

Er den først taget i brug efter 1991, er der dog reelt intet loft. 

Hvis lejligheden ikke er moderniseret, ligger lejen på omkring 600 kroner per kvadratmeter om året, har LLO tidligere oplyst. 

Man kan klage ved at indbringe en sag for sit Huslejenævn i sin respektive kommune.

LLO bakker ikke op om nye initiativer

Ved Lejernes Landsorganisation, der oprindeligt er sat i verden for at bekæmpe stigende boligpriser, har man så sent som i februar råbt vagt i gevær, da tusindvis af danskere betaler for meget i husleje. 

Alligevel forholder man sig kritisk over for de nye husleje-vagter, der er dukket op i de senere år, oplyser formanden for LLO Hovedstaden, Claus Højte, til TV 2 Lorry.

Udover RentGuide.dk findes også TjekDinLeje.dk og DIGURA, som er startet af fire jurastuderende fra Aalborg Universitet. 

- Jeg synes faktisk, det er uetisk. Det er grundlæggende et problem at føre forretning oven på en lovgivning, der er lavet for at give folk et sted at bo. Det kan sætte systemet i fare, lyder det fra Claus Højte. 

Han henviser til, at RentGuide tager 30 procent af den tilbagebetalte kompensation såfremt sagen vindes. 

Kompleks lovgivning

LLO-formanden frygter, at lejere kommer i klemme. 

- Lovgivningen er meget kompleks, så et hurtigt estimat er tit ubrugeligt. Der er syv forskellige måder at beregne en leje på. Og huslejen kan ligge på mellem 250 kroner og 2200 kroner per kvadratmeter om året afhængig af kontrakt, og hvordan boligen ser ud, siger Claus Højte til TV 2 Lorry. 

- Og så skal man også være meget opmærksom på, om man kan opsiges. Hvis man ikke er klar over det som lejer, så risikerer man at gøre folk en bjørnetjeneste, uddyber han.

Han råder lejer til altid at kontakte udlejer til at starte med, hvis man synes, man betaler for meget.

Hos RentGuide forholder man sig dog noget uforstående over for kritikken. 

RentGuide: Vi har kun vundet sager

Frederik Reichstein understreger, at man hos RentGuide altid foretager en konkret vurdering og aldrig tager en sag videre, hvis man ikke er sikker på at vinde den. 

- Vi følger sagerne i nævnet, ankenævnet og i boligretten, da vi udelukkende påtager os sager, som vi er sikre på at vinde. Det vil således være en dyr og lang proces for en udlejer, som oftest er bevist om at de bryder reglerne. Hvis vi lod os true af boligretten, så tror jeg ikke, vi vil have en service at tilbyde særligt længe, siger han.

Både politikere og LLO burde se virksomheden som et opråb om at tage problemstillingen seriøst og sikre en hovedstad, som københavnerne stadig har råd til at bo i, lyder det. 

- Vi føler, at markedet de seneste par år er løbet løbsk især i København, og at lejerne tydeligvis ikke selv har de fornødne ressourcer til at gennemføre processen. Derfor har vi også indført 'No cure - No pay', så lejere aldrig skal have en krone op ad lommen. Desuden får lejerne den fulde gevinst fra den nedsatte leje i fremtiden, da vi alene får en del af allerede for meget betalt leje, siger han. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik