Ny plan for kortere ventetid på skadestuer

Region Hovedstaden vil indføre »fast track«-forløb for patienter med lette skader og tilføre ressourcer fra andre afdelinger ved spidsbelastninger på skadestuer.

Ventetiden er steget yderligere i år.
Det skal i meget nær fremtid være slut med de urimeligt lange ventetider for patienter på skadestuerne i hovedstadsområdet, skriver Berlingske.
      Ventetiden skal bl.a. nedbringes ved straks at indføre et særligt såkaldt »fast track«-forløb på alle hospitalerne i Region Hovedstaden for patienter med lettere skader og mindre alvorlig sygdom, så de bliver vurderet og behandlet lynhurtigt.
      Det er blandt initiativerne i en ny »her og nu«-handlingsplan, som Region Hovedstaden vil gennemføre oven på den hårde kritik af ventetider på op til 12 timer eller mere på skadestuerne i hovedstadsområdet, som Berlingske har beskrevet hen over sommeren.
      Hospitalerne skal desuden i større udstrækning begynde at trække på personale fra andre afdelinger, når der opstår spidsbelastninger på skadestuen, og endvidere fremrykkes flere planlagte initiativer, bl.a. en ny sundhedstelefon og en informationskampagne med vejledning til alle hustande i regionen om, hvor man skal henvende sig, hvis uheldet er ude.
      »Arbejdet med at rette op på tingene var i gang, men i lyset af den kritik og omtale, der har været, er vi nødt til at gøre det hurtigere, end der ellers var lagt op til. Vi har brug for at hæve servicen på dette område, så folk får en bedre og hurtigere behandling på skadestuen,« siger Socialdemokraternes politisk e ordfører i Region Hovedstaden, Thor Grønlykke til Berlingske.
      Ifølge handlingsplanen, som skal behandles af politikerne i forretningsudvalget på torsdag, skal hospitalerne udarbejde »hurtigtvirkende handlingsplaner«, herunder etableringen af »fast track«-forløb for lettere tilskadekomne patienter.
Mulighed for at tilføre flere ressourcer
      De skal »behandles og afsluttes« hurtigt efter særlige retningslinjer af et hold af læger, sygeplejersker og sekretærer, som udelukkende skal tage sig af denne opgave. F.eks. skal sygeplejersker have adgang til at henvise direkte til røntgen af ankel, hånd, knæ og hofter, og billederne skal tolkes med det samme, så behandlingen kan komme i gang. Dermed vil disse patienter ikke være med til at hive ventetiderne i vejret og tage ressourcer fra indsatsen for de alvorligt syge patienter.
      Der lægges også op til, at hospitaler vil kunne få del i en pulje til meraktivitet, hvis der er tale om »permanent øgede patientmængder«. Personale på flere akutmodtagelser på de store hospitaler har således klaget over, at normeringerne ikke er fulgt med, efter at de har overtaget behandlingen af et stigende antal patienter fra de mindre skadestuer.
Længere ventetider
      Handlingsplanen kommer samtidig med, at en ny opgørelse viser, at ventetiderne fra patienten bliver registreret i skadestuen til de bliver tilset af en læge eller en behandlersygeplejerske første gang, er blevet endnu længere i 2011, end de var sidste år. I første halvår i år varierede de gennemsnitlige ventetider fra 32 minutter til 109 minutter, mens de i 2010 gik fra 20 til 89 minutter.
      Blandt personalerepræsentanter hilser man det nye udspil velkomment. »Det er meget positivt, at der sker noget i form af fremrykkede initiativer og muligheder for at trække på flere ressourcer,« siger formand for Yngre Læger i hovedstaden Simon Serbian.
      Formanden for sygeplejerskerne i hovedstadsområdet, Vibeke Westh, mener, at der er »fornuftige« takter i planen, men bebuder, at man vil holde øje med, at der også i virkelighedens verden følger ressourcer med til øgede normeringer og til den fornødne uddannelse af personalet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik