Ny på ghettolisten: "Det er en underlig situation"

Boligområdet Nøjsomhed i Helsingør opfylder alle fem kriterier på ghettolisten. Et chok for beboerne. Og nu skal nogle flyttes væk. Men hvem?

- Det er en underlig situation. Der er ikke nogen her, der føler sig som ghettoborgere. Det fungerer ganske fint til daglig, så folk er frustrerede over det, siger Hasse Oschlak, formand for Afdelingsbestyrelsen i Nøjsomhed i Helsingør i første afsnit af vores nye serie "Ghetto - Hva´nu?".

Se serien her

Engang var det et af Helsingør mest attraktive boligområder - i dag er området netop kommet på regeringens ghettoliste. 

Beboerne kan ikke genkende de forhold, tallene på ghettolisten viser:

- I det her område er de fleste unge. De har ikke nogen problemer med kriminalitet. De fleste er på arbejde, de fleste er på videregående uddannelser, fortæller Ahmad Salamoun, formand for fædregruppen.

Boet her i 25 år

Han har boet i Nøjsomhed i 25 år og kom til Danmark som ung, libanesisk flygtning. Og så er han forlængst blevet dansk statsborger. Nu er hans hjem et område med særlove:

- Jeg er dansker. Men vores regering,  der gav mig statsborgerskab. Om jeg nu bliver betragtet som dansker - det ved jeg ikke, siger Ahmad Salamoun.

For på regeringens ghettoliste tæller det negativt, at man er ikke-vestlige indvandrer eller efterkommer af dem. Uden skelen til, om de samme mennesker har et dansk statsborgerskab.

quote - Jeg er dansker. Men vores regering,  der gav mig statsborgerskab. Om jeg nu bliver betragtet som dansker...det ved jeg ikke.

Ahmad Salamoun, beboer gennem 25 år og formand for fædregruppen i Nøjsomhed

Fuld plade på ghettolisten

Nøjsomhed boner ud på alle de fem nye ghetto-kriterier, som regeringen har opstillet sidste år.

Af de 1088 beboere er mere end en trediedel arbejdsløse, over halvdelen er ikke-vestlige indvandrere eller efterkommere af indvandrere.

Her bor mere end tre gange så mange dømt som landsgennemsnittet.

Mange har kun en grunduddannelse og så er den gennemsnitlige indkomst afgørende lavere end hvad man tjener i resten af regionen.  

Nøjsomhed på regeringens ghettoliste:

Udenfor arb. marked (>40 pct):                                          43,0 pct.

Indvandrer og efterkommere, ikke vestlige (>50 pct): 56,2 pct.

Dømte(>= 1,98 pct.):                                                                 2,4 pct.

Kun grundskole: (> 60 pct.):                                                 72,4 pct.

Gnsn. indkomst (< 55 pct.):                                                   50,7 pct.

Der er kun Vollsmose i Odense og Gellerupparken i Aarhus der ellers opfylder alle fem kriterier på regeringens ghettoliste.

Der er tendens til parallelsamfund

Borgmester Benedikte Kiær har allerede taget arbejdshandskerne på. Der skal ryddes op i boligområdet:

- Der er tendenser til parallelsamfund, der er eksempler på social kontrol. Der er mange børn, der ikke kommer i daginstitution. Og der er rigtig mange børn derfra, der kommer i skole og ikke kan det danske sprog, siger hun.

Borgmester Benedikte Kiær vil have ryddet op i Nøjsomhed:

Efter kommunen fik delt deres mange almennyttige boligområder op i mindre dele, er Nøjsomhed det eneste område der er på ghettolisten i kommunen. 

- Man skal jo have en ghetto, for at man kan komme af med den, siger Benedikte Kiær, der vil have problemerne på bordet for at kunne gøre noget ved dem.

Med den nye ghetto-lov kan man sige lejere op, smide kriminelle ud, styre hvem der flytter ind, sælge eller rive boliger ned. 
Alle et-årige børn fra området skal i daginstitution. De samme børn skal sprogprøves i 0.klasse. 
Politiindsatsen styrkes og der skal bo flere etnisk danske, der er i job.

Hvem skal flytte?

Beboersammensætningen skal ændres, siger kommunens styregruppe. Gruppen har opfordret til, at folk melder sig, hvis de vil flytte fra området frivilligt.

- Hvis de siger til mig at jeg skal flytte, så vil jeg sige "nej", siger Olena Yanykh, der har boet her i årevis.

Helsingør kommune og boligselskabet Boliggården har også planer om at hele opgange skal ombygges til såkaldte tilgængelighedsboliger. Dermed skal der flyttes en masse familier til andre boligområder.

- Ideen er god nok, hvis folk får hjælp til at flytte og det bliver til nogle gode boliger. Men der er usikkerhed, fordi vi ikke får noget helt konkret at vide, siger Hasse Oschlak, formand for Afdelingsbestyrelsen i Nøjsomhed.

- For det mest logiske er, at der skal flyttes nogle væk af ikke-vestlig afstamning. Ellers kommer vi ikke ud af listen. Og det skaber frustrationer, fortæller han.

- Ja, jeg kalder det for raceudrensning og det er meget slemt, siger Ahmad Salamoun.

Og så er der fare for splid mellem beboerne - over selve ghettostemplet :

- Hvis man er af arabisk afstamning, kan naboerne begynde at se skævt til en. Selv om man har job og ens børn har taget en høj uddannelse, så kan nogen måske begynde at sige, at den arabiske familie er skyld i at Nøjsomhed er på ghettolisten, siger Hasse Oschlak.

Han opfordrer den styregruppe, kommunen og boligselskabet har nedsat, til at informere hurtigt og klart, så beboerne ikke spekulerer nervøst på deres fremtid.

Hør hvad Ahmad Salamoun syntes om, at hans hjem nu er en ghetto:

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik