Foto: Ólafur Steinar Gestsson - Ritzau Scanpix

Ny lov tvinger kommuner til at passe bedre på dine oplysninger

Flere kommuner ansætter nu i it-specialister. Men man er sent ude, lyder det fra Rådet for Digital Sikkerhed.

Kommunerne skal være endnu bedre til at passe på dit cpr-nummer, dine sundhedsoplysninger og andre persondata.

Derfor er en lang række nordsjællandske kommuner lige nu i gang med at ansætte databeskyttelsesrådgivere, skriver DR P4 København. 

Rådgiverne skal - som en del af en ny EU persondataforordning, der træder i kraft til maj - sikre, at kommunerne passer ordentlig på borgernes personlige oplysninger.

Læs også Politiker dropper overvåget mobil: "Uforsvarligt", siger ekspert

Forventes at alle bliver bedre

I Lyngby-Taarbæk har de store forventninger til det øgede fokus på datasikkerhed.

- Vores forventninger er jo, at vi kan løfte hele kommunens kompetenceniveau i forhold til at være vidende om, at det her er borgernes data, og vi skal passe forsvarlig på dem, siger Jakob Sylvest Nielsen, centerchef for borgerservice og digitalisering i Lyngby-Taarbæk kommune til DR P4 København.

Han forsikrer dog, at der allerede er styr på borgernes personlige data, men i takt med, at kommunerne modtager flere og flere personfølsomme oplysninger, skal de også være bedre til at håndtere dem.

To ansatte i syv kommuner

I Nordsjælland er syv kommuner gået sammen om at ansætte to databeskyttelsesrådgivere, som skal sikre, at de lever op til lovgivningen på området og EU's persondataforordning.

Her bliver ansættelsen af rådgiverne set som en ekstra kvalitetssikkerhed, forklarer Jørn Mølholm, som er leder af it og digitalisering i Halsnæs kommune, som er en af de syv samarbejdende kommuner.

- Så er vi flere om at løfte opgaven, spare med hinanden i forhold til den konkrete opgaveudførelse og kvalitetssikringen af den, siger Jørn Mølholm DR P4 København.

Læs også IT-studerende tilbydes job længe før uddannelsen er klaret

Kritik: Man er for sent ud

Hos Rådet for digital sikkerhed byder de ansættelsen af databeskyttelsesrådgiverne i kommunerne velkommen, men peger også på, at der kan blive rift om at trække de mest kvalificerede til, fordi både det offentlige og nogle private virksomheder skal ansætte inden maj i år.

- Det kan blive svært for det offentlige at rekruttere dem med de bedste kompetencer, mener formanden for rådet, Henning Mortensen DR P4 København. Han mener, at kommunerne er sent ude, hvis de skal have kompetente medarbejdere ansat til at klare udfordringerne fra maj i år.

Lyngby-Taarbæk ansætter en databeskyttelsesrådgiver i samarbejde med Rudersdal og Gladsaxe kommune. Halsnæs samarbejder med Fredensborg, Hillerød, Helsingør, Frederikssund, Gribskov og Hørsholm kommune.