Det er planen, at det kommende Ikea-varehus skal have hovedindgang ved Dybbølsbro, og at det skal rumme 37.000 kvadratmeter med møbelkædens fulde sortiment. Foto: IKEA

Ny IKEA åbner på Vesterbro

IKEA planlægger det sjette varehus i Danmark. Det nye city-varehus skal ligge centralt på Vesterbro i København og bliver nabo til Fisketorvet.

De fleste kender problematikken. Det er lørdag formiddag. Der står IKEA på dagsplanen, men skal man sætte kursen mod Gentofte eller Taastrup? Hvordan er det, busserne passer sammen? Og er det muligt at snige en Ektorp-sofa med i 5A?

Alt dette bliver nu langt nemmere. IKEA har nemlig planer om at indtage hovedstaden med et helt nyt og 37.000 kvadratmeter stort city-varehus. Det skriver Berlingske.

Efter planen skal den nye afdeling ligge på Dybbølsbro på Vesterbro i København. Shoppingcentret Fisketorvet bliver nærmeste nabo.

- Et city-varehus på en central beliggenhed i København har længe stået højt på vores ønskeseddel, siger administrerende direktør i Ikea Danmark, Dennis Balslev til Berlingske.

- Vi vil gerne tættere på københavnerne og imødekomme de københavnske kunders ønske om, at vi kommer tættere på dem.

Men der er endnu et stykke vej før Københavnerne får en IKEA i baghaven.

Først skal planerne godkendes af teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune, lokaludvalgene skal også se nærmere på byggeriet og endeligt skal en ny lokalplan i offentlig hørring.

Hvis der er grønt lys hele vejen igennem planlægningsprocessen, forventer IKEA at slå dørene op til det 6. danske varehus i slutningen af 2018.

Hvad synes du? Deltag i debatten på vores facebookside!