Ny havsvømmebane indviet i Øresund: "Det er jo fantastisk"

Helsingoranerne og besøgende turister, der har husket svømmedragten, kan i fremtiden gøre brug af en ny havsvømmebane. Banen blev officielt indviet søndag.

Det danske sommervejr var søndag noget nær perfekt, og derfor var der i Helsingør godt gang i aktiviteterne på stranden.

Særligt én aktivitet fik stor opmærksomhed, da den i dag blev officielt indviet - nemlig den nye havsvømmebane.

- Det er jo fantastisk. Vi er super glade for, at det har kunnet lade sig gøre. For stranden er jo vores nabo, så vi vil rigtigt gerne støtte op om alle de aktiviteter, man kan lave ved stranden og i Øresund, siger Charlotte Frederiksen, der er marketingschef på Marienlyst Strandhotel & Spa.

Bag opførelsen af den nye havsvømmebane står netop strandhotellet, men banen er opført i samarbejde med træningsvirksomheden Running26.

- Det er jo lidt sjovt, for man har jo altid bare kunne gå ud i vandet og svømme. Men der sker et eller andet magisk ved, at man får sat en bane op, siger Kristian Uhd Jepsen, der er direktør i Running26.

Han tilføjer:

- Der sker et eller andet sjovt ved, at når man får lagt en bane op, så får man lyst til at svømme. Og grundlæggende er det at svømme i havet en fantastisk ting, så når man nu har en bane, som man kender fra eksempelvis mountainbike-ruter i skovene, så føler folk sig mere sikre ved at kaste sig ud i det.

Tilgængelig for alle - på eget ansvar

Svømmebanen måler i alt 250 meter og er bevidst valgt ikke blevet længere, for at alle kan føle, de kan være med.

Banen er markeret med en gul bøje for hver halvtredsenstyvende meter, så man selv kan vælge, hvornår man vil vende om igen.

- Stranden er vores nabo, så for os har det været naturligt at bakke op om den her havsvømmebane. Vi vil gerne være med til at vise, hvor mange forskellige aktiviteter, man kan bruge stranden på, så vores opbakning til havsvømmebanen har været indlysende, siger marketingschef på Marienlyst Strandhotel & Spa Charlotte Frederiksen.

Havssvømmebanen vil være åben og tilgængelig for alle forbipasserende, mens hotellet sideløbende vil afholde træningsarrangementer for deres gæster.

Svømning uden instruktør er dog på eget ansvar, så det anbefales, at man kender til egne evner og er sammen med andre, når man svømmer havsvømning.
 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik