Foto: Nikolai Linares - Scanpix

Ny funktion i app kan hjælpe dig til lettere parkering

En grøn, gul og orange markering på et kort vil vise dig, hvor lang tid det vil tage at finde en p-plads i København.

Ny teknologi skal hjælpe dig med at se, hvor der er bedst mulighed for at parkere i København og også gøre klart, hvor lang tid det tager at finde en p-plads.

Funktionen har været undervejs i 10 år og er en del af den allerede eksisterende EasyPark app.

Find & Park, som er navnet på funktionen, vil via en grøn, gul eller orange markering af gader i København vise, hvor lang tid det tager at finde en parkeringsplads i et bestemt område. Og en hurtigere vej til parkering er et tiltag som FDM, er begejstrede for.

Læs også SE KORTET: Her får københavnerne flest parkeringsbøder

- Det betyder, at der er potentiale for, at man får nemmere ved at finde en parkeringsplads i nærheden af den destination, man nu engang har. Hvis det kan hjælpe nogle mennesker til at få parkeret hurtigere, så er det jo godt, fortæller Dennis Lange, som er juridisk konsulent i FDM, til DR P4 København.

Kan gøre det lettere 

Men selvom funktionen er et skridt i den rigtige retning, kan den stadig ikke sikre en parkeringsplads, siger Dennis Lange.

- Jeg tror ikke, vi skal regne med, at det er alle bilister, som hver eneste gang kan få 100 procent succes ved brug af funktionen. Jeg ser det som det bedste bud på, hvor der er størst sandsynlighed for at finde en parkeringsplads. Men det er ikke en garanti for, at der er en plads.

Find & Park kan være med til at gøre søgningen efter parkering meget lettere og hurtigere. Det fortæller Bernd Reul, som er landechef for EasyPark i Danmark.

- Vi hjælper for første gang folk med at finde en gade, hvor der kunne være en ledig parkeringsplads med en vis sandsynlighed, fortæller han til DR P4 København.

Læs også Ambassade fik 63 parkeringsbøder, men betalte kun én

EasyPark har arbejdet på den nye funktion i et årti, og er udviklet i samarbejde med 100 danske bilister og specialister fra forskerparken Scion DTU, der er en del af Danmarks Tekniske Universitet.

Hos DTU har man stået for at samle data på de mange parkeringspladser, der findes i hovedstaden. Det siger professor på DTU Bjarne Kjær Ersbøll.

- Vi har hjulpet EasyPark med at sammensætte de mange forskellige datakilder, der findes på parkeringsområdet. For eksempel findes der informationer om beboerlicenser, erhvervslicenser, betalte parkeringer, parkeringer via apps osv. Og al den information kan man koble med databaser omkring parkeringspladser, siger han til DR P4 København.

Funktionen i appen kan indtil videre kun bruges i København, men vil med tiden blive tilgængelig i andre danske byer.

Læs også Kvinde fik bøde for denne parkering - men så klagede hun