Arkivfoto: Bor du tæt på en trafikeret vej i det indre København, dyrker du gennemsnitligt mindre motion, end hvis du bor på en rolig villavej i forstæderne. Foto: Nils Meilvang - Scanpix

Ny forskning: Byboere dyrker mindre motion end landboere

Ny forskning viser, at danskerne dyrker mindre motion, hvis de bor tæt på en vej med meget trafikstøj. Trafikstøj kan gå ud over nattesøvnen, give stress og gøre os mindre aktive, siger en forsker.

Bor du tæt på en trafikeret vej i det indre København, dyrker du gennemsnitligt mindre motion, end hvis du bor på en rolig villavej i forstæderne.

Det viser ny dansk forskning, som indikerer, at trafikstøj kan gøre danskerne mindre aktive, og at det kan gå ud over folkesundheden.

Årsagen til sammenhængen mellem trafikstøj og motion skal formentlig findes i, at trafikstøj forstyrrer byboernes søvn om natten, og når den gode nattesøvn ryger, forsvinder lysten til at dyrke motion også, mener forskerne bag det nye studie.

- Folk, som sover dårligt, dyrker mindre sport. Derfor er det også nærliggende at tro, at sammenhængen er, at folk, som er udsat for meget trafikstøj, sover dårligt om natten og derfor ikke har overskuddet til at dyrke motion. Måske ved folk ikke selv, at deres søvn ikke er optimal, men de kan godt blive påvirket af det alligevel, fortæller postdoc ved Kræftens Bekæmpelse Nina Roswall, der har været med til at lave undersøgelsen, til Videnskab.dk. 

Læs også Kitesurfere plager badegæster langs nordkysten

Støjniveauet fra trafikken i de Københavnske og Aarhusianske gader ligger på mellem 40 og 70 decibel.

Ifølge det nye studie falder sandsynligheden for daglig motion med 5 procent, for hver 10 decibel støjniveauet stiger.

Det vil sige, at det er omkring 15 procent mindre sandsynligt, at en person, som bor i et område med 70 decibel trafikstøj, motionerer, end en person, der bor i et område med 40 decibel trafikstøj.

- Det medfører nogle interessante perspektiver, for fysisk inaktivitet er jo et stort sundhedsmæssigt problem generelt, og her har vi måske fundet en af årsagerne til, at folk ikke dyrker nok motion, forklarer Nina Roswall. 

Læs også Sunde madkasser til ældre skal give færre indlæggelser

Det nye studie har stor befolkningssundhedsmæssig interesse, men der skal flere studier til for at kunne sætte fingere på den præcise sammenhæng.

Det vurderer ph.d. og gruppeleder på Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet og Danish Diabetes Academy Mathias Ried-Larsen, der ikke har deltaget i det nye studie.

- Spørgsmålet er jo altid, om folk dyrker mindre motion, fordi de eksempelvis bor på Nørrebrogade i København, eller om Nørrebrogade tiltrækker en bestemt type mennesker, der generelt ikke dyrker meget motion. Det er dog også plausibelt, at sammenhængen kan være den forstyrrede nattesøvn, som forskerne foreslår,« vurderer Mathias Ried-Larsen ifølge Videnskab.dk.

Endelig mener Mathias Ried-Larsen også, at det er svært endeligt at konkludere, om folk dyrker mindre motion på grund af trafikstøj, eller fordi områder med meget trafikstøj samtidig også har dårligere muligheder for eksempelvis en løbetur i en park eller lignende. 

Læs også Kunde undres: Stor prisforskel i Lagkagehuset