Ny folketingspolitiker dropper Københavns Rådhus

På tirsdag overtager socialdemokraten Yildiz Akdogan officielt tidligere justitsminister Karen Hækkerups plads i Folketinget. I samme forbindelse søger Akdogan orlov fra Københavns Borgerrepræsentation, skriver DR P4 København.

Yildiz Akdogan blev valgt til Københavns Borgerrepræsentation ved kommunalvalget i 2013, og har siden været politisk ordfører for partiet. Ved folketingsvalget i 2011 blev hun 1. suppleant i Københavns Storkreds, og det koster hende nu posten som politisk ordfører i landets største kommune.

Socialdemokraternes interne regler tillader nemlig ikke dobbeltmandater. En politiker skal derfor enten nedlægge sit mandat, søge om dispensation, eller søge orlov fra den ene post. Yildiz Akdogan har valgt det sidste, for hun ved ikke, hvor mange måneder hun får på Christiansborg.

- Folketingsvalget kan jo komme når som helst. Vi ved ikke, om det bliver om en måned, halvanden eller to. Min situation er sådan, at jeg kan komme ind, og så kan jeg komme ud igen om en måneds tid. Og jeg har jo været glad for mit arbejde på rådhuset, derfor har jeg søgt om orlov, siger Yildiz Akdogan til DR P4 København.

Yildiz Akdogan har søgt om orlov i tre måneder.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik