Ny dokumentation: Politiets forklaring er forkert

Politiet har et forklaringsproblem. I flere dage har flere politichefer nu i forskellige versioner fortalt, at ingen betjente optog video af urolighederne uden for under rydningen af Brorsons Kirke. Men nu kan Information lægge flere videoer og foto frem, der dokumenterer, at det er lodret forkert.

Da Information første gang i går taler med politiet, forklarer politikommissær Lars Borg, at der kun var én enkelt betjent, som optog under rydningen.
- Ifølge hans forklaring, stopper han optagelserne inde i kirken, og han går udenfor, mens kameraet er slukket, siger han. Og ikke nok med at betjenten stoppede med at optage. Kameraet blev også smadret.
- Så går han udenfor, og derude deltager han så pludselig i at fjerne demonstranterne, samtidig med, at han har kameraet i den anden hånd. Det lyder måske lidt grotesk, men i det samme kommer der så guddødemig en betjent og skal slå på en aktivist, men rammer i stedet kameraet, forklarer Lars Borg.
Information har imidlertid gennemgået foto og videofilm optaget af demonstranter og pressefotografer, og de viser en ganske inden historie end politiets version af forløbet.
På flere billeder går en betjent klædt i mørkeblå dragt roligt rundt og filmer sammenstødene mellem demonstranter og politi. På andre billeder filmer en betjent klædt i lyseblå skjorte.
Det er ikke muligt definitivt at afgøre, om der er tale om den samme betjent, der på nogle af billederne har jakke på, mens han på andre billeder har taget jakken af.
Men under alle omstændigheder stemmer det ikke overens med Lars Borgs forklaring. For ifølge hans forklaring var det ene kamera, der blev brugt inde i kirken, altså ikke alene slukket udenfor. Det blev også lagt ind på bagsædet af en patruljevogn, efter det var blevet smadret, forklarer han.
Præcis hvor lang tid der gik, fra betjenten kom ud fra kirken med det slukkede kamera, til han lagde det ind i bilen, kan Lars Borg ikke sige. Men det var ikke lang tid:
- Jeg har faktisk på bedste journalistiske vis spurgt ham, og der siger han et sted mellem to og fem minutter.
Kommissæren kan med sikkerhed sige, at det videomateriale fra rydningen af kirken, som politiet har lækket til BT, og som avisen søndag udråbe til »sandheden om rydningen af Brorsons Kirke«, er det eneste, politiet optog.
- Der findes ikke andet, siger han og understreger, at det er den
skinbarlige sandhed:
- Det lyder lidt grotesk, men det var det, der skete, og vi står os bedst i at fortælle sandheden.
Nu står det imidlertid klart, at Lars Borgs forklaring lang fra er forenelig med sandheden. Og inden for de seneste dage har
politiet da også leveret flere forskellige versioner af, hvad der faktisk skete natten til den 13. august.
Tirsdag forklarede Københavns politidirektør Johan Reimann til Jyllands-Posten, at det hele tiden havde været politiets plan at filme inde i kirken, men ikke uden for kirken. Dagen efter sagde chefpolitiinspektør Per Larsen til gengæld til Politiken, at det skam også var planen at filme uden for kirken, men at kameraet blev slået i stykker, da en betjent ramte det med sin knippel.
Samme dag forklarede politikommissær Lars Borg så til Jyllands-Posten, at kameraet gik i stykker, da politiet »tumler ud af en dør«. Men historie nummer tre blev altså senere på dagen lavet om til, at kameraet blev ødelagt uden for kirken, og at det på det tidspunkt allerede var slukket.
Professor i retsvidenskab ved Københavns Universitet Eva Smith er bekymret over politiets udmeldinger.
- Når politiet siger, at der har været et forudgående forløb, som gør det nødvendigt at gribe til vold over for demonstranterne, så er det meget uheldigt, at de ikke kan dokumentere det, siger hun.
Og det er et stort retssikkerhedsmæssigt problem, understreger Eva Smith:
- Der opstår et vakuum. Man ved ikke, hvad der er foregået i bussen, eller hvilket forløb der har været uden for kirken. Dermed kommer betjentenes ord til at stå over for demonstranternes - altså ord mod ord.
Også Bjørn Elmquist, der er advokat og formand i Retspolitisk Forening, er forarget over politiets håndtering af sagen.
- Man kan kun ryste på hovedet over deres mange forklaringer. Det er ligesom en sigtet person, der skifter forklaring, men man må forvente af politiet, at allerede første forklaring er dækkende og fyldestgørende, siger han og tilføjer:
- Det er et kæmpe problem, hvis det kun er dele af de samlede optagelser, man har offentliggjort. Ved at fordreje virkeligheden kan politiet jo gendrive de påstande, der har været om politibrutalitet.
Da Information for anden gang i går får fat i Lars Borg, er han mindre sikker på, at hans forklaring er udtryk for sandheden om rydningen af kirken. Nu har han nemlig set videoklip på youtube, der viser, at en betjent filmer uden for kirken.
- Det bliver vi jo ret forundrede over, vil jeg sige. Både Per Larsen, Johan Reimann og jeg. Vi har jo talt med betjenten, der filmer, og vi regner med, at der kun er én optagelse. Det, vi har gjort nu, er, at vi har sat turbo på at finde ud af, hvem er de to betjente, der filmer, hvorfor filmer de, hvor er optagelserne, hvem har givet dem lov til at filme, og hvorfor har de ikke informeret den centrale ledelse omkring det, de har filmet. I morgen tidlig kan vi forhåbentlig sende en pressemeddelelse ud, som giver et svar.
- Så din forklaring er altså nu, at der var mere end en enkelt
betjent, der filmede?
- Nej. Har du ikke hørt, hvad jeg har sagt, kære ven? Jeg har jo lige forklaret, at det ved jeg jo ikke, for jeg kender ham jo ikke. Det er det, vi skal prøve at finde ud af. Jeg vil ikke afvise det.
- Konklusionen må vel være, at I sandsynligvis ligger inde med andet videomateriale også ...
- Nej, det er ikke konklusionen. Det går alt for stærkt for dig nu. Det, der er konklusionen, er, at vi undersøger sagen.
- Hvis det viser sig, at I ligger inde med andet videomateriale, end det, I har videregivet til BT, er det så noget, offentligheden kan få at se?
- Jamen det er da klart. Vi er naturligvis interesserede i at komme til bunds i det.
- Kan du godt forstå, at man kunne få det indtryk, at I har forsøgt at skjule noget af videomaterialet?
- Jeg vil sige det på den måde, at for den rene er alting rent. Og jeg kan fortælle dig, at vi ikke har noget at skjule. Men hvis man absolut vil misforstå og være mistænkelig, hvilket nogle er over for politiet, så er det da deres sag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik