Foto: Henning Bagger / Scanpix

Ny dansk rekord fra Pernille Blume i VM-finalen

Pernille Blume satte dansk rekord i semifinalen på 50 meter fri til VM i langbane, og igen i finalen satte hun ny dansk rekord.

Hun vandt bronze i 100 meter fri til VM i langbane i Budapest i fredags, og i dag var hun også blandt favoritterne til finalen i 50 meter fri.

Desværre måtte Pernille Blume se sig slået med sølle 3 hundrededele af et sekund og tage til takke med fjerdepladsen i det, der ellers normalt beskrives som hendes favoritdisciplin.

I tiden 24.00 lykkedes det dog den danske svømmedarling at sætte endnu en ny dansk rekord på distancen bare et enkelt løb efter hun slog den selvsamme rekord i går.

Det er ærgerligt. Jeg er glad for, at jeg svømmede hurtigere, end jeg har svømmet før, men det er alligevel ærgerligt.

Pernille Blume, Svømmer

Svømmepigen fra Herlev havde dog alligevel et smil på læben, da hun kom op af bassinet - til trods for, at hun ikke kunne gentage guldbedriften fra OL i Rio sidste sommer. 

- Det er ærgerligt. Jeg er glad for, at jeg svømmede hurtigere, end jeg har svømmet før, men det er alligevel ærgerligt, siger Pernille Blume til TV2 Sport.

Danskerens forhåbninger var at sætte ny dansk rekord, fortæller hun, men hun ville også gerne have været nede under 24 sekunder for første gang i karrieren.

Læs også Pernille Blume slår egen OL-tid og sætter ny dansk rekord

- Jeg havde håbet, at jeg kunne gøre det hurtigere, end jeg har gjort før, og det er jeg glad for, at jeg kunne, men jeg ville gerne have været nede på 23.

Svenske Sarah Sjöström vandt guld i tiden 23,69 sekunder.